Air Greenland

Passagerer sidder fast i Kulusuk

Arbejdet med landingsbanen har i sidste uge lukket lufthavnen i Kulusuk. Det har lavet kludder i flyveplanen til og fra Kulusuk.

Grundet baneforhold er der ændringer i flyvningerne til og fra Kulusuk, hvilket har skabt forsinkelser for mange passagerer.

Det meddeler Air Greenalnd i en pressemeddelelse.

Med flyvninger i dag og i morgen vil 50 passagerer komme frem, mens 17 passagerer modtager ny rejseplan mandag kl. 12.00.

Årsagen til forsinkelserne er Mittarfeqarfiits planlagte arbejde på landingsbanen i Kulusuk. Arbejdet med banen er blevet forsinket og kompliceret, som følge af kraftig regn i området.

Dette har medført, at banen i perioder den forløbne uge har været uanvendelig og lukket lufthavnen. For at fremskynde reparationen af banen, har Mittarfeqarfiit været nødsaget til at forkorte banen, oplyser Mittarfeqarfiit til Air Greenland.

Det betyder, at kun 800 meter af grusbanen kan beflyves, hvilket giver begrænsninger for, hvor mange passagerer Air Greenland kan tage med. Banearbejdet giver også restriktioner omkring banelys, hvilket sætter begrænsninger for det tidsrum Air Greenland kan beflyve landingsbanen.

Mittarfeqarfiit har oplyst, at arbejdet på landingsbanen forventer at fortsætte indtil den 23. september. Derfor kan banearbejdet også i den kommende uge give ændringer i trafikprogrammet til og fra Kulusuk.

Air Greenland beklager, at passagererne oplever forsinkelser, men kan forsikre om, at der arbejdes på højtryk for at få alle frem så hurtigt som muligt.

Powered by Labrador CMS