Arktis
Partii Naleraq: Flyt eskimologistudiet til Grønland
Grønland kan sagtens selv stå for den arktiske forskning, mener partiformand Hans Enoksen
Kritikken er stor i de seneste dage efter, at Eskimologi-uddannelsen på Københavns Universitet stoppper for optag i 2016 for at spare penge.
Bachelorstuderende på Eskimologi og Arktiske Studier, Ortu Mørch Olsen, er uforstående over beslutningen, mens folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA), mener, at nedprioriteringen er helt forkert, og senest har WWF Verdensnaturfondens generalsekretær kaldt beslutningen for en 'rigtig dum beslutning'.
Flyt studiet her
Partii Naleraq har en anden opfattelse af nedprioriteringen. Partiet mener, at studiet lige så godt kan være her i landet.
- Lad os selv stå for arktisk forskning, der hovedsageligt handler om mennesker der bor her, uden at hele tiden at vente på at andre skal gøre det. Det vil angiveligt også højne vores universitets anseelse endnu engang, siger partiformand Hans Enoksen i en pressemeddelelse.
Læs: Studerende i chok efter lukket dør på Eskimologi
Udnyt mulighederne
Han mener, at selv om det kommer til at koste penge, så burde det ikke være en hindring.
- Det er vores målsætning, at vores land skal blive selvstændigt, og derfor vil det være helt normalt at udnytte de muligheder, der opstår, og vi selv står for de ting, vi mener, der er vigtige, især også når det gælder Ilisimatusarfik, lyder det fra Hans Enoksen
Læs: Aaja: Helt forkert at nedprioritere Eskimologi