Uro i Siumut

Partii Inuit tvivler på koalitionen

Koalitionens parlamentariske flertal i Inatsisartut kan ende på et kritisk sted. Se, hvordan magtbalancen ændrer sig, hvis Partii Inuit ikke længere støtter Naalakkersuisut

Partii Inuits tillid til koalitionen ligger nu på et meget lille sted
Offentliggjort

Partii Inuit skal nu tage stilling til, om partiet fortsat vil være parlamentarisk grundlag for Naalakkersuisut. Cirkulæret om ansættelse af personlige rådgivere og indsættelse af et ekstra medlem af Naalakkersuisut har fået Partii Inuit til at genoverveje, om de fortsat vil støtte koalitionen.

Læs: Kristian Jeremiassen: Aleqa lyver

Partii Inuit indgik valgteknisk samarbejde med Siumut i oktober, partiet blev fyret fra Naalakkersuisut. Partii Inuit har et dilemma. Deres tillid til den nuværende koalition ligger på et meget lille sted, men de frygter samtidig, at Inuit Ataqatigiit kommer til magten igen, som de har brugt mange kræfter på at kritisere.

Læs: Rademacher: Jeg skammer mig

Der er flere årsager til, at Partii Inuit er ved at miste tilliden til koalitionen og Siumut.

- Det valgtekniske samarbejde med Demokraterne er ikke godt. Demokraterne handler utroværdigt, siger Nikku Olsen til Sermitsiaq.AG.

Valg i utide?
Partii Inuit stemte imod ophævelsen af nultolerancen over for uran, der blev vedtaget med et spinkelt flertal. Partiet mente, at beslutningen blev taget hen over hovedet på befolkningen.

- Nu ser vi samme situation ved cirkulæret om personlige rådgivere til medlemmer af Naalakkersuisut. Det vil være meget dyrt for samfundet, siger Nikku Olsen.

Han understreger dog, at hovedbestyrelsen i Partii Inuit endnu ikke har drøftet situationen.

- Men jeg vil anbefale, at vi revurderer vores valgtekniske samarbejde med Siumut. Vi kan ikke længere acceptere den nuværende politiske situation, siger Nikku Olsen.

- Vil I kunne støtte et valg i utide?

- Det vil være meget dyrt for samfundet at afvikle et nyt valg. Men vi står samtidig i en politisk situation, som bliver mere og mere uholdbar, siger Nikku Olsen, der heller ikke vil støtte, at Inuit Ataqatigiit får magten igen.

- Vi har set den neo-liberale linje, Inuit Ataqatigiit og Demokraterne førte før valget, der førte til, at yderdistrikterne fik dårlige vilkår, og det kan vi ikke være med til. Nu skal vi drøfte situationen i hovedbestyrelsen og tage stilling inden for de nærmeste dage, siger Nikku Olsen.

Sådan kan magtbalancen ændrer sig
Partii Inuit har stadig dårlig smag i munden over, at tidligere medlem af Naalakkersuisut Miiti Lynge fra Partii Inuit fik boliger og miljø som ansvarsområder i Naalakkersuisut. De to ansvarsområder blev delt i to, da Kim Kielsen fra Siumut og Atassuts Siverth K. Heilmann blev indsat som medlemmer af Naalakkersuisut.

- Det var et hold-kæft-bolsje til Kim Kielsen for at få intern ro i Siumut. Men det var igen en meget dyr løsning for samfundet. Det er svært at acceptere, siger Nikku Olsen.

Koalitionen vil få et meget spinkelt flertal, hvis Partii Inuit stopper som parlamentarisk grundlag. Koalitionen vil have 16 mandater mod oppositionens 15 mandater. Men hvis Partii Inuit fortsætter med at støtte koalitionen, vil magtbalancen være på 17 mandater til koalitionen og 14 mandater til oppositionen.

Powered by Labrador CMS