Forsvar

Partier kræver redegørelse: Grotesk at bruge tvangsarbejdere

Nordkoreanske tvangsarbejdere har bygget på inspektionsfartøj, skriver medier. Flere partier kræver en redegørelse.

Enhedslistens Nikolaj Villumsen. Danske politikere kræver en nærmere undersøgelse efter nyheden om, at et polsk værft har hyret nordkoreanske tvangsarbejdere til at deltage i byggeriet af det danske krigsskib Lauge Koch

- Fuldstændig grotesk og vanvittigt.

Sådan lyder ordene fra Enhedslistens Nikolaj Villumsen, efter DR og Information har afsløret, at Forsvarets nyeste inspektionsfartøj er bygget delvist på et polsk skibsværft, der har brugt nordkoreanske tvangsarbejdere.

Enhedslisten er et af flere partier, der kræver en redegørelse i sagen.

- Først og fremmest har vi brug for en redegørelse fra forsvarsministeren.

- Men det er mig fuldstændig ubegribeligt, at man fra Forsvarets side kan finde på at benytte et værft, som man ved bruger tvangsarbejdere, siger Nikolaj Villumsen.

LÆS OGSÅ: Medier: Nordkoreanske tvangsarbejdere har bygget på inspektionsskib

Forsvaret hyrede i 2013 Karstensens Skibsværft til at bygge krigsskibet Lauge Koch. En del af opgaven overgik ifølge DR til en polsk underleverandør, der brugte nordkoreanske arbejdere.

- Vi har behov for at vide, hvordan det kunne lade sig gøre og få ændret reglerne hvis nødvendigt, så det ikke sker igen i morgen.

- Danmark bør ikke sende skattekroner til tvangsarbejdere og atomvåben i Nordkorea, siger Nikolaj Villumsen.

I Information kalder De Radikale og Socialdemokratiet ligeledes på en undersøgelse af sagen.

- I sig selv er det dybt problematisk at benytte et skibsværft, der bruger tvangsarbejdere, siger forsvarsordfører Martin Lidegaard (R) til avisen.

DF's udenrigsordfører, Marie Krarup, kalder det over for avisen "afskyeligt", hvis danske skattekroner er gået til det nordkoreanske atomprogram.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviser dog over for Information at undersøge sagen nærmere.

- Det vil være helt skandaløst, hvis det virkelig er rigtigt, at der har været anvendt nordkoreansk tvangsarbejde i et EU-land som Polen.

- Men jeg har svært ved at se, hvad vi mere skulle kunne gøre for at undersøge påstandene omkring byggeriet af inspektionsfartøjet Lauge Koch nu her flere år efter, at skibet er færdigbygget, skriver han til avisen.

Powered by Labrador CMS