Tirsdag, november 7, 2017 - 14:01

Partier drøfter finanslov med underskud

Foto: Danmarks Nationalbank
Et overskud på 8 millioner er blevet vendt til et underskud i samme størrelsesorden. Og underskuddet risikerer at blive endnu større
 

Da politikerne 26. september drøftede forslaget til næste års finanslov, var det et forslag med et spinkelt overskud på 8 millioner kroner.

Når de i dag drøfter forslaget for anden gang, så er det overskud blevet vendt til et underskud på 8 millioner kroner i løbet af de seks uger, der er gået.

Efterlyser prioriteringer
Et forhold, som Demokraterne ikke vil undlade at gøre opmærksom på, når forslaget skal drøftes i salen i dag.

- Perioden mellem 1. og 2. behandlingen har desværre med al ønskelig tydelighed vist, at det nuværende Naalakkersuisut og partierne bag er ude af stand til at foretage politiske prioriteringer, og der er en alvorlig risiko for, at denne manglende evne til at træffe rigtige og velovervejede beslutninger bliver særdeles dyr for hele vort samfund, skriver Randi Vestergaard Evaldsen i den ordførertale, som hun vil holde i dag.

Større underskud truer
Underskuddet tegner endda til at blive endnu større. Som Sermitsiaq.AG tidligere har fortalt, tager forslaget nemlig ikke højde for, at partierne støtter en forhøjet partistøtte, som vil koste 2 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: Finanslov bløder: Plus vendt til minus

Den helt store joker i regnestykket er imidlertid forslaget til en ny fiskerilov. Finansdepartementet har selv i sit høringssvar advaret om, at den kan blive en dyr fornøjelse.

Og det bekymrer Inuit Ataqatigiit.

- Den finanslov der udviste et overskud på 8 millioner kroner ved førstebehandlingen, præsenteres nu med et underskud på 8 millioner kroner. Inuit Ataqatigiit ønsker, at man forud for tredjebehandlingen fremkommer med en helt klar og utvetydig redegørelse om den kommende fiskerilovs økonomiske konsekvenser for Landskassen på 180 mio.kr, som kom frem under høringen af forslaget, skriver partiets ordfører Bendt B. Kristiansen i sin ordførertale.

Den nye fiskerilov ventes at blive vedtaget under forårssamlingen næste år.

Underskud over fire år
Med de seneste ændringsforslag kan finansloven ikke længere overholde kravet om, at der skal være balance over fire år. I det oprindelige forslag balancerede den lige akkurat på nul fra 2018 til 2022. Ændringsforslagene forværrer balancen med 27,8 millioner kroner over fire, således at der altså er udsigt til et samlet underskud i den størrelse.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit