Gå til hovedindhold

Overgreb: Jeg ønskede at opløse mig i den blå luft

Først som voksen gik det op for Arnajaraq Joelsen, hvorfor hun i mange år havde udvist en selvdestruktiv adfærd

For omkring seks år siden var Arnajaraq Joelsen gået ned med angst, stress og depression. Hun blev så voldsomt ramt, at hun tvivlede alvorligt på, at hun nogensinde ville komme til at arbejde igen.

I dag har den 30-årige kvinde et godt job og for første gang føler hun, at der er ro i hendes liv.

- Jeg husker tydeligt, da jeg sagde til mig selv, nu har jeg haft et helt år uden al den tumult i mit hovede, og hvor jeg til tider har kedet mig. Det er faktisk dejligt at kede sig, siger Arnajaraq Joelsen.

Der ligger flere behandlingsforløb mellem de to situationer, blandt andet en behandling for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb.
Men inden den behandling kunne blive til virkelighed, krævede det en vigtig erkendelse, som kom mens Arnajaraq havde det allerdårligst.

- Da gik det op for mig selv, at det som jeg havde været udsat for som barn, faktiske var seksuelle overgreb. Det var naturligvis derfor, at jeg havde haft det så dårligt i mange år. Men tidligere havde jeg ikke haft et sprog for at beskrive det. For at forstå, hvorfor Arnajaraq ikke tidligere kaldte det et overgreb skal vi tilbage til hendes barndom.

Sådan er det bare

Da hun var fire år gammel begyndte en mand tæt på familien gradvist at komme tættere og tættere på hende, langsomt overskred han den ene grænse efter den anden indtil han begik egentlige fysiske overgreb. I fagsprog kaldes det for 'grooming'.

Overgrebene fortsatte ind til hun var 11 år gammel. Det blev dog aldrig til et fuldbyrdet samleje, og det var derfor, at Arnajaraq i mange år ikke opfattede det som seksuelle overgreb.

- Jeg underspillede det, der var sket overfor mig selv og tænkte at sådan var det nok bare. Jeg troede, at jeg havde fortjent det og at det var min egen skyld.

Overgrebene stoppede først, da familien flyttede bort fra overgrebsmanden.

Følelsesløs

Men overgrebene havde haft deres ulykkelige virkning. Som 13-årig begyndte Arnajaraq at drikke, og den, til tider voldsomme druk, fortsatte lige ind til hendes sammenbrud.

- Jeg passede ikke på mig selv. Jeg havde sex med tilfældige drenge og sidenhen mænd, selvom jeg intet fik ud af det.

Arnajaraq beskrives hendes barndomshjem som kaotisk med  familiemedlemmer, der drak voldsomt. Så selvom hun som pige have det elendigt, så kædede hun det ind til for få år siden ikke sammen med overgrebene. Som nævnt opfattede hun dem ikke engang som overgreb.

- Min krop var slukket fra halsen og ned. Jeg kunne ikke føle noget.
Hun hang ud med at slæng, hvor de ifølge hende var hinandens dårlige venner.

- Min selvdestruktive adfærd skyldtes nok, at jeg ikke selv syntes at jeg var noget værd, lyder hendes refleksion i dag.

Til tider blev smerten og dæmonerne næsten for voldsomme.

- Jeg ønskede bare at forsvinde helt, at opløse mig i den blå luft for at få fred fra mine omgivelser og mine egne tanker.

Lærte hvad hun vil finde sig i

Efter hendes sammenbrud for seks år siden fik hun flere psykologbehandlinger. Det er især behandlingen for voksne med senfølger, der hjalp hende videre.

- Jeg har lært at sætte grænser og passe på mig selv. Jeg kan sige fra over for folk og ved, hvad jeg vil finde mig i, og hvad jeg ikke vil finde mig i.

Hun går fortsat i byen 'som en singlepige i Nuuk nu gør', siger hun med et smil. Men den sanseløse druk er fortid.

Og hun er også begyndt at kunne nyde samvær med det modsatte køn.

- Nu kan jeg føle min kvindelighed, siger hun.

Kan ikke holde tanken om overgreb på andre børn ud

Det er for at fortælle om dette, at hun ikke tøvede, da hun blev spurgt om hun vil medvirke ved overgrebsstrategien Killiliisa.

- Mit budskab er, at man skal finde modet til at bede om hjælp. Det er nemlig et lys for enden af tunnelen.

Men det er nok så vigtig for hende, at overgrebsmændene bliver stoppet.

- Jeg kan næsten ikke holde tanken ud, at der lige nu bliver begået overgreb mod børn.

Og det er også det, der driver hende i dag. Hun appellerer indtrængende til de ansvarlige, at Killiliisa bliver andet og mere end flotte mål og hensigter på et stykke papir.

- Der er så mange børn, der bliver udsat for overgreb. Det burde slet ikke findes, lyder opråbet fra Arnajaraq Joelsen.

LÆS OGSÅ: Efter overgrebet: En dag begyndte lyset igen at glimte i mine døtres øjne
Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER