Gå til hovedindhold

Efter overgrebet: En dag begyndte lyset igen at glimte i mine døtres øjne

Heidi Møller Isaksen to døtre har være udsat for seksuelle overgreb. Nu er hun stået frem for at give andre forældre håb

Da Heidi Møller Isaksen sidste mandag trådte op på talerstolen, følte hun sig helt klar. Og det selvom hun skulle fortælle om noget særdeles privat. Fortælle om begivenheder, der må gøre usigeligt ondt på en mor. Fortælle om noget, der fortsat er et tabu - selvom åbenheden er blevet større.

Man da hun så stod overfor forsamlingen og skulle fortælle om overgrebet på hendes to døtre, blev det alligevel svært.

- Da jeg stod deroppe, kom jeg et øjeblik i tvivl om jeg kunne gennemføre det. Det var nogle meget intense sekunder mens jeg tænkte 'Hvad er det jeg har rodet mig ud i'? På optagelsen kan jeg høre, at min stemmer knækker lidt i starten, men da jeg først kom i gang, gik det jo rigtig godt.

Det betændte tabu

Da hun for et år siden blev spurgt, om hun vil medvirke ved lanceringen af overgrebspakken Killiliisa var hun ikke et sekund i tvivl. Det er vigtigt for hende at fortælle hendes historie, for at fortælle om, hvilke skader seksuelle overgreb medfører - men i lige så høj grad for at fortælle, at der er et lys på den anden side.

LÆS OGSÅ: Overgreb: Jeg ønskede at opløse mig i den blå luft

- Vi må virkelige bryde det betændte tabu, der fortsat hersker om seksuelle overgreb. Vi er så dårlige til at tale om det, men det må være slut. For det smadrer børns liv. Det gør så ondt i mit hjerte, når jeg ser andre børn, der har været udsat for overgreb.

- Men jeg vil også fortælle, at det kan lade sig gøre at komme videre.

Lyt til dit barn

Derfor har hun heller ikke undervejs været i tvivl om, at hun vil medvirke ved lanceringen. Men hun mente heller ikke, at det var nok med et billede og et citat. Heidi Møller Isaksen ville fortælle sin historie, ja nærmest råbe den ud til hele Grønland.

- Det er vigtigt, at vi som pårørende lærer at tale om seksuelle overgreb, for hvis vi ikke taler om det, gør vi det kun værre for vores børn.

Hun opfordrer også forældre til at tænke sig godt om, før de reagerer på nyheden om overgreb på deres børn.

- Vi som pårørende skal være vores børns rollemodeller og opføre os som voksne, ansvarlige. Forståeligt nok bliver mange vrede og reagerer voldsomt, men det er ikke en fordel for ens barn.

- Dit barn har vist dig sin største tillid ved at fortælle sin frygtelige hemmelighed til dig. Det er vigtigt, at du lever op til den tillid.

Løvemor

For Heidis vedkommende blev reaktionen på overgrebene, at hun begyndte at sætte et solidt værn op omkring sine døtre.

- Jeg blev som en løvemor, der beskytter sin unger, siger hun i dag.

De egne følelser blev gemt af vejen bag løvemors årvågne blik og de til tider blottede tænder.

Men døtrenes egne følelser kunne hun ikke beskytte dem imod. Traumerne efter overgrebene var nemlig aldeles alvorlige for pigerne. To gange forsøgte den ene og en gang den anden at begå selvmord. Tre gange sad Heidi på intensivafdelingen og bad for deres liv.

- Mine to piger mistede lysten til at leve - fordi ALLE vidste hvad der var sket dem. De oplevede skam, afmagt, de så familien blev splittet i atomer. Og som mor så jeg lyset i deres øjne langsom forsvinde – og jeg kunne intet stille op, sagde hun i sin tale ved præsentationen af Killiliisa.

Godt at falde i det sorte hul

Reaktionen på selvmordsforsøgene blev, at løvemor blev endnu mere årvågen og overbeskyttende.

Men lidt efter lidt viste det sig, at de egne undertrykte følelser havde deres pris. De begyndte at sætte sig som traumer hos Heidi selv. Hun fik angst, mistede tilliden til andre mennesker og til sig selv. Så hun indså hun måtte have hjælp. Efter de første terapisamtaler røg hun ned i det sort hul, som hun havde lagt låg over alt for længe. Hun begyndte at bebrejde sig selv, at hun ikke tidligere havde opdaget overgrebene.

- Min terapeut sagde, at det er godt, du har det sådan. Jeg kiggede først målløs på hende. Men så sagde hun, at det nu kun kan gå fremad.

Tre dage var hun i det sorte hul. Så begyndte hun at lære, at det er i orden at være ked af det, at være vred, at smerten nok aldrig forsvinder, men at man kan lære at leve med den.

- Min terapeut lærte mig, at ynk og selvmedlidenhed ikke er nogen vej.

Lyset

Efter selvmordsforsøgene var døtrene ikke parat til at tale med en psykolog eller terapeut. Men efter et stykke tid fandt de vej til Multiværkstedet i Nuuk, hvor de blev mødt med empati og forståelse. I projektet Timi Asimi fandt de en aktivitet, der hjalp med helingen.

- Jeg så, hvordan lyset langsomt begyndte at vende tilbage til deres øjne, siger Heidi, og man fornemmer glæden og stoltheden hos løvemor.

Heidi Møller Isaksen mener, at vi er kommet en lang vej i kampen mod seksuelle overgreb, men også, at der er lang vej igen.

- Så længe mistanken om et seksuelt misbrugt barn, bare ender som en sag i en endeløs stak, på en bunke på kommunens skrivebord, så er der al mulig grund til at kæmpe, sagde hun i slutningen af sin tale.

Og der er vist ingen grund til at betvivle hendes løfte om at fortsætte med at kæmpe.

 

 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER