Overgreb

Overgreb på børn under 12 skal dømmes som voldtægt

En ændring af kriminalloven skal sikre, at et overgreb på et barn under 12 år bliver dømt som voldtægt uanset omstændighederne.

Opdateret med tilføjelse om den seksuelle lavalder

Fremover skal et seksuelt overgreb på et barn under 12 år altid dømmes som voldtægt, uanset under hvilke omstændigheder det har fundet sted.

Det fremgår af et forslag til en ændring af kriminalloven for Grønland, som Inatsisartut skal behandle 9. oktober.

- Allerede som det er i dag bliver overgreb på børn under 12 år dømt ret hårdt - og det med rette. Det er en alvorlig forbrydelse, siger chefanklager Morten Nielsen fra Grønlands Politi til Sermtsiaq.AG.

Voldtægt også uden brug af vold eller trusler
Det et dog ikke i alle tilfælde, at det i dag bliver dømt som voldtægt. I de tilfælde bliver overgrebet dømt efter andre paragraffer.

- Ændringen vil betyde, at det fremover vil blive betragtet som voldtægt også i de tilfælde, hvor der ikke er brugt vold eller trusler i forbindelse med overgrebet, forklarer Morten Nielsen.

Signal
Med lovforslaget vil Naalakkersuisut sende et klart signal om, at man ser med stor alvor på seksuelle overgreb.

- Undersøgelser på området viser med stor tydelighed, at vi her i landet har et alvorligt problem med seksualforbrydelser. Seksuelle overgreb og misbrug er blandt de forbrydelser, der har størst personlige konsekvenser for ofrene, særligt når overgrebene rammer børn. Det er derfor vigtigt for Naalakkersuisut at stille de værktøjer til rådighed for politiet og domstolene, der er nødvendige for sikre en effektiv retshåndhævelse, skriver Naalakkersuisut for sociale anliggender og justitsvæsen Sara Olsvig (IA) i sin begrundelse til, at Inatsisartut bør tilslutte sig forslaget, som formelt skal vedtages i Folketinget.

LÆS: Sex med hjælpeløs kone bliver ulovligt

Det er signalværdien i forslaget, der formentligt er den væsentligste konsekvens. Da man gennemførte den tilsvarende ændring i Danmark førte det ikke umiddelbart til hårdere straffe.

- Hvilken foranstaltning der vil blive idømt, er det op til domstolene at finde frem til, siger Morten Nielsen.

Lovforslaget ændrer intet på, at det fortsat er kriminelt, at forgribe sig på børn under den seksuelle lavaleder på 15 år.

Powered by Labrador CMS