Onsdag, november 15, 2017 - 09:10

Organisationer: Uanstændig lovproces

Foto: Leiff Joefsen
Fortvivlelsen lyser ud af KNAPK og Grønlands Erhverv, der nok en gang udsender en harsk pressemeddelelse om forslaget til ny fiskerilov.
 

De to interesseorganisationer mener, at lovprocessen har været uanstændig, og de er skuffede over, at politikerne i Inatsisartut kun har fået en uge til at sætte sig ind i den komplekse lov, som vil koste samfundet trecifrede milliontab, hvis man skal tro fiskeridepartementets egne eksperter.

Tilsidesat demokratisk anstændighed

- I det lovforberedende arbejde har Naalakkersuisut tilsidesat de mest elementære regler for demokratisk anstændighed. Organisationer, eksperter, aktører i fiskerierhvervet og Selvstyrets eget Departement for Finanser og Skatter har formuleret hård kritik af lovforslaget og advaret Naalakkersuisoq for fiskeri Karl Kristian Kruse om, at lovforslaget er mangelfuldt og kan få katastrofale konsekvenser for Grønlands økonomi og beskæftigelse – og dermed for den enkelte borger, skriver formanden for KNAPK, Henrik Sandgreen, og direktøren for Grønlands Erhverv, Brian Buus Pedersen og føjer til:

- Men trods gentagne henvendelser og forsøg på dialog har Naalakkersuisut holdt organisationerne, virksomhederne og andre relevante parter ude af det lovforberedende arbejde. Det harmonerer ikke med koalitionens erklæring om at ”værne om demokratiet, ikke mindst gennem borgerinddragelse på alle led”, lyder kritikken.

Hvor skal pengene komme fra

De to organisationer spørger til, hvor Naalakkersuisut har tænkt sig at finde pengene. De mener ikke, at Naalakkersuisut har leveret et seriøst bud på, ”hvordan der kan kompenseres for de massive tab, landskassen vil lide under en ny fiskerilov”.

Læs også: Karl Kristian Kruse: Ingen grund til sortsyn

Set i det lys opfordrer man Inatsisartut-medlemmerne til at afvise lovforslaget og i stedet invitere alle aktører inden for fiskeriet til en dialog om udformningen af et nyt lovforslag.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit