studerende i Danmark

Opråb: Dårligt dansk øger risikoen for frafald

De Grønlandske Huse i Danmark er bekymrede over, at mange efterskoleelever og studerende i Danmark taler dårligt dansk. Det kan nemlig føre til frafald

Offentliggjort

Uddannelsesvejlederne i De Grønlandske Huse i Danmark råber nu vagt i gevær, fordi mange efterskoleelever og studerende i Danmark taler dårligt dansk.

Uddannelsesvejlederne i De fire Grønlandske Huse oplever i stigende grad, at manglende danskkundskaber medfører frafald. Det gælder både for efterskoleelever, erhvervsuddannelser og videregående uddannelser.

- Det er en tendens, som vi ser med stor alvor på, skriver de fire direktører fra De Grønlandske Huse i et ’bekymringsbrev’ til naalakkersuisoq for kultur, uddannelse, forskning og kirke Nivi Olsen fra Demokraterne, som de mødes med mandag.

- Vi har et stort ansvar for de grønlandske uddannelsessøgende i Danmark. For tiden har vi omkring 1.000 unge grønlandske studerende på efterskoler, højskoler og diverse uddannelsesinstitutioner i Danmark. Det er rigtigt mange unge mennesker, som ønsker at dygtiggøre sig, og det indikerer den fremgang og det højere uddannelsesniveau, som Grønland har brug for og ønsker, skriver de videre.

Kravene øges - brug for hjælp
Derfor mener direktørerne i De Grønlandske Huse, at der brug for flere muligheder for at vores studerende kan højne deres danskkundskaber. Enten før afgang til Danmark eller umiddelbart derefter. En del elever optages - ifølge de fire direktører - på uddannelser uden reel mulighed for at gennemføre på grund af for ringe sprogkundskaber.

- Vi mener, at den nuværende lovgivningen begrænser muligheden for at udnytte understøttende tiltag, for eksempel højskoleophold, VUC, særligt tilrettelagte uddannelsesforløb, sprogkurser og andre relevante støtteforanstaltninger. Disse muligheder findes allerede i Danmark og kunne være med til at højne uddannelsesniveauet, men med den nuværende lovgivning kan grønlandske studerende ikke umiddelbart få bevilliget ekstra danskundervisning fra selvstyret, skriver direktør i København Leise Johnsen, direktør i Aalborg Søren Starch, direktør i Odense Kirsten Mærsk og Jørn Holbech, som er direktør for Det Grønlandske Hus i Aarhus.

Kravene til alle studerende i Danmark er stigende. Den iværksatte Fremdriftsreform vil fra sommeren 2015 medføre, at studerende i Danmark kun kan være et halvt år forsinket i forhold til normeringen. Indtil nu har de kunnet være et år forsinket, hvilket gælder for de fleste af vores studerende.

Powered by Labrador CMS