konkurrence

Opfordrer Selvstyret til korstog mod Pisiffik

Hvorfor går det selvstyreejede KNI ikke ind og sikrer konkurrence og dermed lavere priser i forhold til den private butikskæde? spørger Nusuka

Det er ikke alle, der bryder sig om Pisiffiks position på dagligvaremarkedet

I dag er Pisiffik reelt uden konkurrence i de større byer og har vokseværk i disse områder. Omvendt vil øget konkurrence betyde billigere priser for forbrugerne.

KNI som modvægt?
Så på den baggrund tænker vi, hvorfor benytter vi os ikke af vores egen, selvstyreejede virksomhed KNI til at åbne for øget konkurrence?

Sådan lyder forslaget fra arbejdsgiverforeningen Nusuka, der med forslaget vil rejse debat om ejerstrukturerne og konkurrenceforholdene på blandt andet dagligvareområdet.

Pisiffik har en betydelig markedsandel og er senest vokset, når det gælder salg af elektronikprodukter i Nuuk og Ilulissat. Men omvendt står Nusukas budskab i kontrast til, at blandt andet Brugseni også er en stor aktør på detailmarkedet og konkurrerer med Pisiffik.

Læs: Pisiffik køber elektronikfirma i Nuuk

For stor
- Hvis Pisiffik, der for 86 procents vedkommende er ejet udenfor landet, bare forsætter med at vokse, vil butikskæden kvæle andre butikker. Og virksomheden bliver så stor, at den ikke kan købes af nogen, der bor her i landet, lige som det er sket med Polar Seafood, påpeger Nusuka’s formand, Gerth B. Lynge, i en pressemeddelelse.

Sundt for samfundet
Han peger i tilgift på, at øget vækst i KNI vil betyde, at selskabet kan drive forretninger uden at være afhængig af en servicekontrakt fra Selvstyrets side.

- Dette vil også være et sundt skridt for samfundet. Og tænk på, at KNI på nuværende tidspunkt hovedsageligt beskæftiger og uddanner ansatte her fra landet, understreger formanden.

Læs: KNI forbedrer sit resultat

Tidligere udvidet
KNI har tidligere taget skridt til at udvide sin virksomhed og dermed tage markedsandele fra private butikskæder.

I 2008 åbnede den selvstyreejede virksomhed således en Pilersuisoqlavprisbutik i Aasiaat, hvor netop Pisiffik driver flere butikker.

Omstridt
Beslutningen var omstridt, fordi Pisiffik-kæden oprindeligt var ejet af KNI, hvorefter butikkerne blev privatiseret i 2001, hvor Dagrofa ejer hovedparten af butikskæden.

Aftale udløbet
KNI's daværende koncernchef, Søren Lennert Mortensen, afviste dengang kritikken med den begrundelse, at en konkurrenceklausul mellem parterne i forbindelse med handlen udløb i 2006. KNI havde således ingen juridiske hindringer i forhold til at udvide sit net af forretninger.

Onlinehandel
I 2012 oprettede KNI desuden netbutikken Pisisa.gl, der fokuserer på salg af såkaldt nonfood-produkter som tøj, møbler, køkkenredskaber m.m. Hjemmesiden skulle være en platform til øget vækst, uden at KNI behøvede at oprette fysiske butikker.

Læs: KNI: Derfor er vi tit dyrere

Powered by Labrador CMS