bogudgivelse

Opfølger til prisbelønnet bog fra Grønland udkommer i dag

"Den Sorte Engel" er titlen på opfølgeren til den anmelderroste og prisbelønnede krimi "Frosne Beviser", skrevet af Nina von Staffeldt. Bøgerne handler om en grønlandsk kommunikationskonsulent.

Den Sorte Engel er opfølgeren til den prisbelønnede Frosne Beviser.

En myrdet mand på en drivende fiskekutter ud for Uummannaq. I kutterens last finder politiet et stort antal bjørneskind og narhvalstænder. Er der tale om ulovlig fangst og smugling?

Det er noget af det, som Nina von Staffeldts nye roman Den Sorte Engel handler om.

Krimien er en opfølger til den anmelderroste bog Frosne Beviser, hvor man følger den grønlandske kommunikationskonsulent Sika Haslund.

Boet i Grønland

Nina von Staffeldt har siden 1997 boet, arbejdet og rejst i det meste af Grønland, blandt andet som rejseleder og konsulent for Grønlands Selvstyre.

Hun debuterede i 2016 med krimien Frosne Beviser, for hvilken hun modtog Årets Debutantdiplom af Det Danske Kriminalakademi.

Forlaget bag bogen, Milik Publishing, oplyser, at udgivelsen markeres ved en reception i København og senere vil den blive fejret i Nuuk.

Powered by Labrador CMS