aktindsigt

Ombudsmanden vil se på Kirkegaard-forklaring

Inatsisartuts ombudsmand Vera Leth vil se nærmere på naalakkersuisoq for råstoffer Jens-Erik Kirkegaards udlægning om begrænsning af aktindsigtsmulighed

Inatsisartuts ombudsmand Vera Leth

Foregår der urent trav hos de ansvarlige myndigheder under selvstyret, eller er der ikke noget om snakken, når kritikkere siger, at begrundelserne for at forringe muligheden for aktindsigt i relation til råstofloven er mangelfulde og decideret usaglige?

Det forsøger Inatsisartuts ombudsmand Vera Leth nu at finde ud af.

Som man kan læse i artiklerne 'Naalakkersuisut agerer overlærer’, 'Fornyet kritik af kontroversielt lovændringsforslag' og 'Naalakkersuisoq modsiger sig selv om kontroversielt forslag' i den nyeste udgave af Sermitsiaq, siger naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut, at der ikke er aktindsigtsmulighed i dokumenter udvekslet mellem Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen for Råstofområdet.

Har naalakkersuisoq for råstoffer ret?
Kirkegaards forklaring om interne arbejdsdokumenter betyder nemlig, at de er undtaget fra reglerne om aktindsigt. Og det er dén udlægning, ombudsmanden nu vil undersøge.

- At de pågældende dokumenter er interne og dermed - som udgangspunkt - kan undtages fra aktindsigt forudsætter, at Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen for Råstofområdet er én og samme myndighed, forklarer Vera Leth i en pressemeddelelse.

- Da rigtigheden af denne retsopfattelse muligvis vil kunne anfægtes, har jeg i dag anmodet Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked, der er ressortdepartement for råstofområdet, om en udtalelse til sagen.

- Da spørgsmålet om aktindsigtsreglernes korrekte anvendelse generelt - men ikke mindst også på råstofområdet - er af stor betydning, har jeg bedt Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked om at fremsende mig sin udtalelse hurtigst muligt, oplyser ombudsmand Vera Leth, som iværksætter en undersøgelse af departementet i spørgsmålet om aktindsigt i råstofdokumenter.

Ombudsmanden kontrollerer på Inatsisartuts vegne, at selvstyrets og kommunernes forvaltning sker i overensstemmelse med gældende ret og god forvaltningsskik. Ombudsmanden er i sin virksomhed uafhængig af Inatsisartut og af politisk indflydelse.

Køb Sermitsiaq med de omtalte artikler om begrænsning af aktindsigtsmulighed her:

Powered by Labrador CMS