ansættelse

Ombudsmand dropper Carsten F. Hansen-undersøgelse

Inatsisartuts ombudsmand Vera Leth ønsker ikke at lave en egentlig undersøgelse af ansættelsen af tidligere departementschef

Inatsisartuts ombudsmand Vera Leth

Carsten Frank Hansen, som i september 2013 valgte at trække sig som departementschef i Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender efter kun to hele arbejdsdage, blev ved Retten i Odense for en måned siden pure frifundet for anklager om svindel med långivning, da han var filialdirektør i Danske Andelskassers Bank i Odense.

Læs: Carsten Frank Hansen frifundet for mandatsvig

Læs: Efter frifindelse: Har aldrig tvivlet på min uskyld

Nu er der mere medvind til Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender.

Således meddeler Inatsisartuts ombudsmand Vera Leth, efter at hun har læst dokumenterne om ansættelsen af Carsten Frank Hansen, at hun ikke finder grundlag for at fortsætte sin undersøgelse af sagen.

- Selvom det nok havde været ønskeligt, om departementet havde indhentet en reference også fra blandt andre den udvalgte ansøgers seneste chef inden for banksektoren, finder jeg, at det forhold, at man havde indhentet seks referencer, herunder to referencer fra tidligere chefer, medfører, at der ikke er udsigt til, at jeg ved en nærmere undersøgelse af sagen vil kunne udtale i hvert fald væsentligere kritik af Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender, skriver ombudsmanden blandt andet i sit afsluttende brev til Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender.

Læs: Ombudsmanden ind i Carsten F. Hansen-skandalen

Og:

- Jeg noterer mig herved endvidere, at departementets rekrutteringsbureau i et notat har anført, at man under ansættelsesprocessen ’talte en del (med den udvalgte ansøger) om, at han i sagens natur skulle have en uplettet fortid' og derved indskærpede vandelskravet over for ansøgeren. Jeg må således umiddelbart formode, at departementet har instrueret rekrutteringsbureauet i vigtigheden af at undersøge vandelsmæssige forhold, forklarer Vera Leth.

Ombudsmanden kontrollerer på Inatsisartuts vegne, at selvstyrets og kommunernes forvaltning sker i overensstemmelse med gældende ret og god forvaltningsskik. Ombudsmanden er i sin virksomhed uafhængig af Inatsisartut og af politisk indflydelse.

Læs hele ombudsmandens ’Afsluttende brev til Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender’

Powered by Labrador CMS