'Til gavn for Grønland'

Olsvig: Selvstændighedstanken er ikke druknet

Medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit Sara Olsvig er tilfreds med ny rapport om Grønlands råstofdrømme

IA's Sara Olsvig er tilfreds med, at rapporten 'Til gavn for Grønland' har flere anvisninger til erhvervsudvikling

Sara Olsvig, der er medlem af Folketinget og Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit, mener, at en ny rapport om Grønlands råstofdrømme ikke sænker den grønlandske selvstændighedstanke.

- Rapporten viser blot, at vi skal kigge mere nuanceret på mulighederne for erhvervsudvikling, siger Olsvig til Sermitsiaq.AG.

Læs: Eksperter skyder drøm om selvstændighed i sænk

En ny rapport, der bliver offentliggjort fredag med titlen ’Til gavn for Grønland’, viser, at råstofeventyret i Grønland ikke er nok til at gøre Grønland økonomisk uafhængig af bloktilskuddet fra Danmark. Flere danske medier skriver, at selvstændighedstanken bliver skudt i sænk af rapporten.

Læs: Minik Rosing: Bloktilskud-behov vil ikke forsvinde

Uenig med danske medier
- Jeg er ikke enig med den konklusionen fra de danske medier. Men jeg er enig med rapportens konklusion om, at man ikke kan basere Grønlands økonomi alene på råstoffer, siger Sara Olsvig, der har læst rapporten.

Læs: Aleqa-reaktion på ny rapport

Hun mener, at en stor del af indholdet er kendt i forvejen.

- Skatte- og Velfærdskommissionen og Økonomisk Råd har allerede slået fast, at det ikke er nok med at satse på råstoffer, hvis vi skal have selvbærende økonomi. Men jeg er også meget tilfreds med, at den nye rapport kommer med konkrete forslag, der kan bruges i den fremadrettede debat, siger Sara Olsvig.

Ekspert: Rapport kan blive benzin på bålet

Folkelig debat
Hun mener, at rapporten ’Til gavn for Grønland’ giver anledning til en bred debat om erhvervsudviklingen herhjemme.

- Vi har ikke tidligere holdt bred folkelig debat med bred deltagelse fra hele samfundet. Jeg mener, at det er på tide, at vi alle sammen sætter os ned og kigger på landkortet og drøfter, hvilke områder der skal satse på råstoffer og hvilke områder, der skal satse på andre erhverv, siger Sara Olsvig.

Rapporten ’Til gavn for Grønland’ bliver fremlagt på Ilimmarfik i Nuuk lørdag, hvor der vil paneldebat om rapporten. Det er en forskergruppe, der står bag den nye rapport.

Du kan læse mere om rapporten i fredagens udgave af Sermitsiaq, hvor forskergruppens formand, professor Minik Rosing fra Københavns Universitet og bestyrelsesformand for Ilisimatusarfik har skrevet en kronik. Du kan købe den nye udgave af Sermitsiaq på linket under denne tekst.

Læs: Ny rapport: Paneldebat i Ilimmarfik

Powered by Labrador CMS