Tirsdag, april 18, 2017 - 13:32

Olsvig overvejer borgerløn til handicapforældre

Sara Olsvig vil ikke afvise borgerløn til forældre med børn med vidtgående handicap, oplyser hun.
Foto: Leiff Josefsen
Det overvejes, om der skal indføres borgerløn til forældre, som har et barn med vidtgående handicap.
 

Det fremgår af et svar fra naalakkersuisoq Sara Olsvig til IA-medlemmet Hans Aronsen i et paragraf 37 spørgsmål.

Overvejelser i gang

- I forbindelse med det kommende lovforslag om støtte til personer med handicap vil det blive overvejet, hvordan man sikrer den bedst mulige støtte til personer med handicap, herunder om der i fremtiden skal være mulighed for borgerløn til forældre eller støttepersoner til personer med vidtgående handicap, oplyser Sara Olsvig i svaret.

Af Selvstyrets bekendtgørelse fra 2014 om hjælp til personer med vidtgående handicap fremgår det ikke, at pårørende kan aflønnes som ansatte, oplyser Sara Olsvig. Derimod kan der ydes et vederlag ved pleje i eget hjem, men her kræver det også særlige vilkår.

Reglerne i dag

- Når en person med vidtgående handicap bor i eget hjem, kan der ydes et vederlag til den, der forestår den daglige omsorg. Det forudsætter dog, at vedkommende herved helt eller delvist mister sin mulighed for at erhverve en almindelig indtægt, hedder det blandt andet i bekendtgørelsen, som Sara Olsvig henviser til.

 

Læs også

Naalakkersuisut rokade
Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit