råstoffer
Olieselskaber opgiver Grønland
Tre store olieselskaber har valgt at droppe deres dellicenser i Baffinbugten. Af frygt for at miste flere har selvstyret besluttet at give de resterende to års ekstra betænkningstid før eventuelle prøveboringer
Drømmen om oliemilliarderne bliver sværere og sværere at fastholde troen på.
Olieselskaber opgiver eller pauser investeringer i Arktis som aldrig før, imens oliepriserne bare bliver lavere og lavere og tirsdag nåede under 47 dollars tønden. Ifølge eksperter skal den være mindst 80 dollars for at arktisk olie kan betale sig at udvinde.
Tendensen slår nu også for alvor igennem i Grønland, hvor danske Dong, norske statoil og franske GDF Suez har valgt at træde ud af i alt fire licenser i Baffinbugten. I forvejen har Cairn Energy valgt at tilbagelevere licenser til selvstyret og har pauset sine aktiviteter på ubestemt tid.
I desperation har Naalakkersuisut nu besluttet at give de resterende selskaber i Baffinbugten to års ekstra betænkningstid, før de beslutter sig for, om de vil gennemføre prøveboringer.
- Vi er i løbende dialog med de her selskaber om, hvad de har af problemstillinger. Og i og med at flere af dem stod i en situation, hvor de havde overvejelser om at trække sig, har de henvendt sig til os for at høre, hvad der var af muligheder, siger konstitueret chef i Departementet for Råstoffer, Jørgen T. Hammeken-Holm.
Læs mere i ugens Atuagagdliutit/Grønlandsposten, som kan købes her: