Gå til hovedindhold

Økonomisk Råd: Genovervej Qaqortoq

Økonomisk Råd mener, at Qaqortoq-lufthavnen belaster den samlede lufthavnspakke i så stor en grad, at den økonomiske risiko for samfundet bliver stærkt forøget.

For at reducere risikoen ved at kaste sig ud i at bygge tre nye lufthavne samtidig foreslår Økonomisk Råd, at man genovervejer lufthavnen i Qaqortoq, som ikke kan levere overskud i sin nuværende form og længde.

- Lufthavnen i Qaqortoq er ikke rentabel. En tilpasning af længden af landingsbanen i Qaqortoq bør genovervejes. Det vil forbedre pakkens samfundsøkonomiske konsekvenser, og målsætninger knyttet til beflyvningen af Qaqortoq kan stadig opnås, lyder en af anbefalingerne fra Økonomisk Råd.

En ad gangen

Rådet foreslår også, at man bygger en lufthavn ad gangen.

- Risici knyttet til lufthavnspakken kan reduceres betydeligt ved at gennemføre anlægsfasen mere gradvist end den planlagte næsten samtidige anlæggelse af de tre lufthavne. Det vil også gøre det muligt at udnytte erfaringer fra de første anlægsaktiviteter, skriver Økonomisk Råd i sit notat til Naalakkersuisut.

Hvis beslutningstagerne følger Økonomisk Råd vil det betyde, at Sydgrønland først får sin nye lufthavn om adskillige år.

LÆS OGSÅ: Lufthavne: Økonomisk Råd er kritisk over for samfundsanalyse

Økonomisk Råd uddyber sin holdning på følgende måde:

- På den måde får de mest profitable dele af pakken en mulighed for at komme i drift, inden de mere udgiftstunge dele af projektet gennemføres. Dette vil også være mere hensigtsmæssigt ud fra et konjunkturperspektiv. En gradvis anlægsproces vil også muliggøre at læring og erfaring fra de enkelte lufthavne kan overføres til de efterfølgende projekter, står der i notatet.

Mindre landingsbane opfylder behov

Videre hedder det om den sydgrønlandske lufthavn og risikoen for hele samfundet set med økonomiske briller:

- Risikoen ved lufthavnspakken kan også reduceres betydeligt ved tilpasning af lufthavnen i Qaqortoq – en mindre landingsbane vil imødekomme de transportpolitiske behov, men vil have en væsentlig lavere anlægssum. Da denne del af projektet ikke er privatøkonomisk rentabel vil dette i betydeligt omfang kunne medvirke både til at forbedre økonomien i lufthavnspakken og samtidig reducere risikoen, skriver økonomerne og henviser til, at dette også vil være i overensstemmelse med kravet i budgetloven om, at midler fra fonden for  langsigtede investeringer skal have det højst mulige afkast.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER