lufttrafik

Øget trafik mellem Island og Grønland i 2016

På turistmessen Vestnorden Travel Mart i Tórshavn på Færøerne vil både Air Iceland og Air Greenland annoncere nye ruter. Air Greenland sikrer også næste år sammedagsforbindelser fra og til København

Air Iceland-fly
Offentliggjort

Efter indkøb af tre Bombardier Dash-8 Q400 indleder Air Iceland i juni 2016 ruteflyvning fra Islands største lufthavn i Keflavik til Kangerlussuaq i Grønland. Det er selskabets femte destination i Grønland, da det allerede flyver til Kulusuk, Nuuk, Narsarsuaq og Ilulissat.

I løbet af december, januar og februar indsætter Air Iceland nye og større fly, som blandt andet vil blive brugt til flyvningen til Kangerlussuaq. Der vil fra juni til slutningen af august være to ugentlige afgange til og fra Keflavik, som korresponderer med andre internationale flyvninger til og fra Keflavik.

- Siden Air Iceland købte sin første Bombardier-fly i 2006, har vi øget antallet af destinationer og forbedret rutefrekvensen til Grønland. Kangerlussuaq oplever en øget turisme, og derfor passer den ny rute godt i vores strategi, som går ud på at deltage i udviklingen af turismen i Grønland, siger administrerende direktør Árni Gunnarsson, Air Iceland.

Markant flere passagerer
Air Iceland har i mange år fløjet turister til Østgrønland, men udvidelsen af det grønlandske rutenet med flere destinationer har vist sig populært. I år har ruten mellem Keflavik og Ilulissat oplevet et stigning på 14 procent, men ruten til Nuuk er øget med ni procent.

Samtidig med, at Air Iceland begynder at flyve på Kangerlussuaq, åbner Air Greenland i sommeren 2016 en direkte rute mellem Keflavik og Ilulissat som supplement til ruten mellem Keflavik og Nuuk.

Den nye rute, der beflyves med Air Greenlands Dash-8 200-fly, får to ugentlige afgange, mandag og fredag i perioden fra 20. juni til 21. august. Ruten mellem Keflavik og Nuuk flyves fortsat onsdag og lørdag.

- Vi har oplevet en stor efterspørgsel på kombinationsrejser af Grønland og Island, hvor Ilulissat ikke overraskende er meget eftertragtet, og hvor der er et stort behov for øget kapacitet, siger salgschef Anika Krogh, Air Greenland.

Gode videreforbindelser
- Ved at starte endnu en rute til Island og tilbyde flyvninger mellem Keflavik og Ilulissat er det Air Greenlands ønske at præsentere flere områder af vores land. Vi har koncentreret vores ankomst- og afgangstider i de tidelige morgentimer for at skabe gode videreforbindelser ud i verden, tilføjer hun.

Hen over sommeren kommer Air Greenland også til flyve ud af København tirsdag og torsdag kl. 11:00, hvilket sker for at imødekomme et meget stort ønske fra de rejsebureauer, som sender turister til Grønland. Det vil spare både tid og penge.

- Bureauerne har oplevet afgangen kl. 09:00 som et problem, da det betyder at turister må tilbringe en nat i København både på vej til og fra Grønland. For at løse denne udfordring, har vi i 2016 også valgt at indsætte otte natflyvninger mellem København og Kangerlussuaq, forklarer Anika Krogh.

Læs: Air Greenland tygger stadig på Islands-rute

Læs: Air Greenland åbner ny rute

Artiklen er blevet præcieret klokken 13:55, da der er tale om direkte flyvninger mellem Ilulissat og Keflavik og ikke trekantsflyvninger.

Powered by Labrador CMS