Ilulissat

Øget færdselskontrol i Ilulissat

Politiet vil blandt andet tjekke, om folk bruger sikkerhedssele

Den øgede færdselskontrol sker blandt andet på baggrund af henvendelser fra borgerne

I den kommende tid vil politiet i Ilulissat prioritere færdselsindsatsen i byen højt.

Det sker på baggrund af en udvikling, hvor politiet og borgerne oplever, at flere trafikanter kører uansvarligt eller på anden vis ikke overholder færdselsloven og dermed er til fare for sig selv og andre i trafikken.

Læs: Færdselskontrol i Ilulissat

- Den øgede færdselskontrol vil have fokus på, om alle - og i særdeleshed børn - i bilen er korrekt fastspændt, og om føreren af bilen benytter håndholdt mobiltelefon. Andre overtrædelser af færdselsloven vil der naturligvis også blive sat ind over for, fortæller Sebastian Bech, operativ leder, politiet i Ilulissat, i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at politiets fokus på børn i trafikken også gælder for taxier, der kører med børn som passagerer.

Læs: Politiet uddeler 16 bøder i Ilulissat

Flere henvendelser
Politiets opprioritering af færdselsindsatsen i den kommende tid sker både på baggrund af politiets egne oplevelser, men også fordi, at en række borgere har henvendt sig til politiet for at fortælle om en uansvarlig færdselsadfærd, som tilsyneladende har været tiltagende i byen.

- Den øgede færdselsindsats sker for at højne færdselssikkerheden for alle i byen, så vi undgår alvorlige ulykker med både børn og voksne involveret, forklarer Sebastian Bech.

Politiet i Ilulissat håber, at færdselskontrollerne vil vise, at borgerne i Ilulissat generelt overholder færdselsloven, og at det kun i begrænset omfang bliver nødvendigt for politiet at uddele bøder, give advarsler mv. til trafikanterne.

Powered by Labrador CMS