nytår

Øboere i Stillehavet har skudt nytåret ind

Samoa og Kiribati har taget fat på 2018, og øboerne kan fejre nytår igen, hvis de flyver en time mod vest.

De palmebeklædte øer Samoa i Stillehavet har allerede skudt nytåret ind.

På palmestrande under en raketoplyst stillehavshimmel har øboere på den anden side af kloden som de første vinket farvel til 2017 og taget fat på 2018.

2018 var en realitet i ørigerne Samoa og Kiribati klokken 11 dansk tid.

Er man vild med nytår, er det godt at bo i Samoa. Flyver man en time mod vest, kan man knap et døgn senere fejre nytåret igen i Amerikansk Samoa.

Beboerne i Samoa har ikke altid været de første til at hilse det nye år velkommen. Stillehavslandet skiftede i 2011 plads på datolinjen.

Dengang sprang Samoa 30. december over. Tidligere var landet et af de sidste til at fejre nytår.

En række små amerikanske øer må vente helt til klokken 13 mandag - nytårsdag - med at gå ind i 2018.

Samoa omfatter ni øer. Landet ligger i Stillehavet mellem Hawaii og New Zealand. Kiribati, som strækker sig over flere tusinde kilometer, omfatter 33 øer.

Begge lande har under 200.000 indbyggere.

Powered by Labrador CMS