Yes we can
Obama og Thorning-Schmidt mødes
Statsminister Helle Thorning-Schmidt møder med den amerikanske præsident i Stockholm den 4. september
Den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, skal mødes med den amerikanske præsident, Barack Obama, den 4. september i Stockholm.
Det bekræfter Statsministeriet over for Ritzau.
Mødet kommer til at finde sted under præsident Obamas besøg i Sverige den 4.-5. september, og drejer det sig om en såkaldt arbejdsmiddag sammen med de øvrige nordiske regeringschefer.
- Formålet med mødet er at drøfte nordisk-amerikansk samarbejde om håndtering af fælles udfordringer, oplyser Statsministeriet.
- Blandt emnerne vil være udenrigspolitiske spørgsmål, international vækst og udvikling samt grøn energi og klimaudfordringer, lyder det endvidere.
Både den finske præsident Sauli Niinistö og Norges statsminister Jens Stoltenberg har bekræftet deres deltagelse.
Besøget i Sverige ligger i dagene op til G20-mødet i Sankt Petersborg i Rusland, hvor den amerikanske præsident ellers skulle have haft et møde med den russiske præsident Vladimir Putin.
Det møde er imidlertid blevet aflyst af Barack Obama, blandt andet i forlængelse af Snowden-sagen, hvor Rusland gav midlertidigt asyl til den amerikanske whistleblower, Edward Snowden.
Statsministeren og præsidenten mødtes senest i februar 2012 i Det Hvide Hus i Washington, da Danmark havde EU-formandskabet.
Helle Thorning-Schmidt har tidligere offentligt udtrykt glæde ved det dansk-amerikanske samarbejde.
Da Barack Obama blev genvalgt den 7. november 2012, henviste statsministeren i en skriftlig udtalelse på Statsministeriets hjemmeside til, at Danmark og USA er nære, gamle allierede.
- Danmarks forhold til USA er afgørende for vores sikkerhed og vores velstand. Vi deler mange værdier og interesser med USA. Vi skal fortsat have et stærkt samarbejde om de økonomiske udfordringer.