uvejr
Nyt uvejr forsinker flytrafik
Kraftig vind var årsag til, at fly ikke kunne lande eller lette fra Nuuk Lufthavn mandag formiddag
Der har været vindstød på 30 meter per sekund i Nuuk mandag formiddag. Der er allerede forsinkelser i lufttrafikken i flere byer. Air Greenland afventer nu vejrsituationen og har foreløbig udsat afgangen til København med Norsaq.
Omkring 120 passager fra Nuuk og 24 fra Sisimiut venter mandag formiddag på at komme afsted til Kangerlussuaq. Men der er for kraftig vind i Nuuk til, at Air Greenland kan flyve.
Vinden aftager
- Vinden ligger lige over grænseværdierne for, at man kan lande eller lette fra Nuuk, så foreløbig holder vi os klar til at flyve, hvis vinden pludselig lægger sig lidt, meddeler Air Greenlands kommunikationsmedarbejder Pia Christensen Bang til Sermitsiaq.AG.
Der er dog håb forude, for vinden vil begynde at aftage midt på dagen ifølge DMI’s prognose. Air Greenland har udskudt Norsaqs afgang fra Kangerlussuaq til København til klokken 13.30. Men afgangen kan ikke udskydes yderligere for at overholde flybesætningens flyvetidsregler.
Bell 212 i Sydgrønland er også ramt af tekniske problemer. Der er derfor forsinkelser i helikoptertrafikken i Sydgrønland, meddeler Air Greenland.
Afgangen fra Qaarsut Lufthavn er også udskudt til tirsdag.