Før hofbal
Nyt initiativ skal fremme grønlandsk sælskind
Siumut, IA, WWF Verdensnaturfonden og flere danske partier er med i et tværpolitisk initiativ for at gøre opmærksom på sælskind
Mens den fortsat halter med forståelsen af den bæredygtige grønlandlandske sælfangst hos mange uden for Grønland, forsøger et nyt tværpolitisk initiativ nu at få mere gang i salget af grønlandsk sælskind.
I december 2013 udgav WWF Verdensnaturfonden, en rapport hvoraf det fremgår, at WWF støtter den grønlandske sælfangst, da den anses for bæredygtig. Hertil kommer, at sælfangst er af stor kulturel og økonomisk betydning for grønlandske fangere. Desværre er den grønlandske sælskindseksport blevet skadet over de seneste år på grund af anti-sælfangstkampagner samt EU’s importforbud af sælskind. Med den nye viden om grønlandske sælfangst vil et tværpolitisk initiativ for fremme af grønlandsk sælskind sætte fokus på sælfangstens kulturelle og økonomiske betydning i Grønland.
Vil have sæler på den politiske dagsorden
- Sæler skal på den politiske dagsorden. EU’s sælproduktforbud er baseret på følelsesladede holdninger og ikke på fakta. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi skaber opmærksomhed og viden om sælskind, så vi får en mere faktabaseret tilgang til emnet i Danmark såvel som i EU. Jeg er glad for, at så mange danske medlemmer af Folketinget støtter op om initiativet, siger folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit Sara Olsvig.
Hun bakkes op af Doris Jakobsen, folketingsmedlem for Siumut:
- Den grønlandske sælfangst har en tusindårig historie, og fangsten bliver støttet af WWF. Sælskindsprodukter er topmålet af bæredygtighed, og så er det oven i købet hamrende flot. Vi er stolte af vores sælskind.
Flere bærer grønlandsk sæl til hofbal
Medlemmerne af det tværpolitiske initiativ for fremme af grønlandsk sælskind har for at skabe opmærksomhed omkring initiativet valgt at iføre sig sælskind til hofballet hos dronningen onsdag i denne uge.
- Det er fantastisk, hvordan fremsynede modedesignere kaster lys på det store potentiale, der er i sælskind. Salget af grønlandsk sæl er gået helt i stå, fordi europæerne tror, det er forbudt, men det er både bæredygtigt, smukt og et vigtigt levegrundlag for grønlandske fangere. Derfor har jeg besluttet at bære grønlandsk sæl til hofballet, siger Lone Loklindt MF for Radikale Venstre ifølge en pressemeddelelse.
- Sælfangst og -produktion er en del af den grønlandske kultur og har været det gennem hundreder af år. Når vi har WWFs ord for, at det foregår på en bæredygtig måde, er det tid til, at vi får en fornyet debat i såvel Denmark som i EU. En debat, som bygger på viden og fakta frem for følelser og forestillinger, derfor bærer jeg design af grønlandsk sælskind til hofballet, siger Ellen Trane Nørby, folketingsmedlem for Venstre.
Også Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne og Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti vil bære grønlandsk sælskind til hofballet.
Udover de seks politikere, der vil iføre sig sælskind til hofballet, støtter Finn Sørensen, MF for Enhedslisten, Lisbeth Bech Poulsen, MF for SF, og Uffe Elbæk, MF for UFG, det tværpolitiske initiativ for fremme af grønlandske sælskind. De deltager imidlertid ikke i hofballet den 12. marts.