Nye lufthavne: Pensionsmillioner kan komme til at mangle i fremtiden

En stor del af de penge Selvstyret skyder ind i Kalaallit Airports er skatteindtægter, som kommer til at mangle sidenhen

Ændrede skatteregler betyder, at landskassen i år scorer et engangsbeløb på 475 millioner kroner fra pensionsindbetalingerne. De penge skal skydes ind i projektet med de nye lufthavne.

Beløbet var først estimeret til at lande på maksimalt 400 millioner, men sidste uge viste det sig, at beløbet blev hele 75 millioner kroner højere.

De rare pensionsmillioner udgør således en betydelig del af de 2,1 milliarder kroner, som Selvstyret skyder ind i Kalaallit Airports. Men det er ikke nødvendigvis en god idé at skyde hele beløbet ind i lufthavnene, vurderer Økonomisk Råd - pengene kan nemlig komme til at mangle på et senere tidspunkt.

Skatteindtægter før tid

Baggrunden for indtægten på de 475 millioner kroner er, at man har ændret skattereglerne, så indbetalinger til pensionskasser uden for Grønland nu bliver beskattet ved indbetalingen modsat tidligere, hvor pengene først blev beskattet ved udbetalingen. Dermed gik Selvstyret tidligere glip af skatteindtægterne fra dem, der flyttede fra Grønland.

Da PFA Soraarneq stoppede og ordningerne blev flyttet til Danmark fik landskassen den ekstraordinære indtægt på de 475 millioner kroner.

Kan presse landskassen

Men der er kun en del af de penge, der er en reel ekstra indtægt. Indtægten består nemlig reelt af to dele, dels en beskatning af pensionsmidler udbetalt uden for Grønland og dels en fremrykket beskatning af pensionsmidler, der siden vil komme til udbetaling i Grønland. Sidstnævnte beløb er således ikke en ekstra indtægt, men blot en indtægt, som landskassen får tidligere.

- Det er derfor ikke en ekstraordinær indtægt. Disponeres dette beløb til andre formål, vil det forringe den finanspolitiske holdbarhed tilsvarende, skriver Økonomisk Råd i et notat om lufthavnspakken.

Eller sagt på en anden måde, landskassen kan komme under pres, fordi man nu bruger en ekstra skatteindtægt, som man sidenhen ikke vil få.

Der findes intet skøn over, hvor stor en del af 475 millioner kroner, der er penge som man blot får tidligere end ellers.

Økonomisk Råd mener ydermere, at denne disposition kan være problematisk i relation til budgetloven.

Powered by Labrador CMS