Ny video: Jeg har også lov til at være her

Malu Rohmann beskriver i en ny sang identitetskonflikten ved at have både det danske og det grønlandske i sig

Den unge sanger Malu Rohmann siger nu fra overfor de firkantede kasser ‘grønlandsk’ eller ‘dansk’. Men hun gør det på en stilfærdig og poetisk måde med musikvideoen og sangen ‘Motherland’.

- Sangen ‘Motherland’ omhandler den identitetskonflikt man kan stå med når man er vokset op i både Grønland og Danmark, og derfor både rummer det danske og grønlandske, skriver Malu Rohmann i en beskrivelse af sangen.

For identitetskonflikten er ikke blot inden i den unge sanger, den er i høj grad påført udefra.

- Siden jeg var barn, har jeg oplevet diskrimination både i Grønland og i Danmark, og derfor er jeg vokset op med føle at jeg skulle skamme mig over den jeg er, siger hun.

Videoen er optaget i både Grønland og Danmark, hvor landskaberne de to steder til tider ikke er helt ligetil at skelne fra hinanden.

- Der er mange folk, i både Grønland og Danmark, prøver at lave en skarp definition af hvad der er "rigtig" grønlandsk eller dansk, og det kan være svært at finde ud af hvor man hører til når man aldrig vil passe ind i en sådan definition.

- Min opvækst har nemlig resulteret i, at jeg har dansk som modersmål på trods af at min familie er grønlandsk.

Men nu er Malu Rohmann færdig med at skamme sig. Hun siger, at hun er nået et punkt, hvor hun må siger fra. I videoen lægger hun den maske, som hun bærer rundt på.

- Sangen og videoen er min måde at sige til verdenen "Jeg har også lov til at være her og jeg har også lov til at være stolt af den jeg er, selvom jeg tilhører en minoritet".

Videoen er instrueret af af Malu Rohmann selv i samarbejde med Aká Hansen.

Powered by Labrador CMS