Ny uro om lufthavne i Sydgrønland

Knap er blækket tørt på de sydgrønlandske lokalpolitikeres fællesdokument om trafikken i landsdelen, før der påny er uro om lufthavnsudbygningen.

Narsarsuaq Lufthavn set fra oven. Arkivfoto.

På et trafikseminar for nylig blev deltagerne enige om at undgå strid om Narsarsuaq Lufthavns status som Atlantlufthavn i de kommende 10 år. De sydgrønlandske lokalpolitikere, som deltog i seminaret, erklærede samtidig, at de kommende år skal bruges til undersøgelser af de samfundsøkonomisk mest fordelagtige trafikløsninger for hele Grønland.

Nu mener en gruppe af erhvervsdrivende i Narsaq imidlertid, at borgmester Simon Simonsen, Qaqortoq, er illoyal overfor trafikseminarets beslutninger. Borgmesteren har efter seminaret udtalt, at Qaqortoq vil arbejde for etablering af en lufthavn ved Qaqortoq.

De erhvervsdrivende i Narsaq anmoder de ansvarlige politikere om at fastholde og iværksætte en undersøgelse af den bedste samfundsøkonomiske løsning for Grønland.

»Det er ikke rimeligt, ej heller seriøst, at en borgmester kan få trumfet en regional landingsbane igennem, bare ved at råbe op,« påpeger erhvervsfolkene.

De mener, at der fint kan tages udgangspunkt i allerede udførte undersøgelser af den sydgrønlandske infrastruktur, der viser, at den bedste og billigste løsning for det grønlandske samfund er at bevare Narsarsuaq Lufthavn.

»Det vil være hensigtsmæssigt at vurdere om konklusionerne stadig er gældende, og i samme forbindelse kunne man undersøge andre alternativer. Uanset hvilken løsning, der bliver valgt, kan det ikke undgås at skuffe nogen, men lad os nu sammen arbejde for den bedste løsning - en gang for alle,« hedder det i en udtalelse fra de erhvervsdrivende i Narsaq.

Powered by Labrador CMS