SAREX 2013

Ny Sarex-øvelse i vente

Kong Oscars Fjord i Østgrønland vil igen danne rammerne om dette års Sarex-øvelse

Det øde Østgrønland skal igen i år være å-stedet, når SAR-beredskabet skal stå sin prøve. Her er det fra øvelsen SAREX 2012, med udsigt fra Ella Ø. En ø, de fleste kender fra Jørn Riels skøner. Foto: Hanne Broberg

Sarex 13, dette års eftersøgnings- og redningsøvelse, afvikles i perioden 2. til 6. september i Grønlandshavet og Kong Oscars Fjord.

Arktisk Kommando kan afsløre, at der er fast grund under fødderne med hensyn til deltagelsen fra både nationale og internationale myndigheders side, og at den indledende 'scripting', som Kommandoen har udarbejdet, vil omfatte et eftersøgt krydstogtskib, der grundstøder med mange andre ulykker og katastrofer i sit kølvand.

Besætningsmedlemmer og passagerer skal derfor evakueres og en truende havmiljøkatastrofe fra krydstogtskibets brændstoftanke skal håndteres, hvormed nationale og internationale myndigheder helt naturligt også involveres.

Arktisk Kommando glæder sig naturligvis over den store interesse, der er for øvelsen, men påpeger, at der er mange detaljer, der endnu mangler at falde helt på plads, inden øvelsen kan iværksættes til september. Det er dog fortsat målet, at øvelsesplanen skal være endeligt udarbejdet og udsendt primo juni, som hidtil planlagt.

Powered by Labrador CMS