økosystemet

Ny rapport viser forandringer for havets dyr

I sidste uge udkom en ny videnskabelig rapport, der beskriver 'Status for den arktiske marine biodiversitet'. Overordnet konkluderer rapporten, at der fortsat sker en række ændringer for vores arter og økosystemer

En ny rapport om status for den marine biodiversitet i Arktis beskriver, at de steder, en række vigtige arter lever, er under forandring.

Det skriver selvstyret i en pressemeddelelse.

Rapporten indeholder også en status på overvågningen af biodiversitet i Arktis og giver et bud på, hvordan Grønland og de andre arktiske lande kan målrette overvågningsprogrammerne, så der i fremtiden kan gives mere præcise svar på, hvordan eksempelvis klimaforandringerne påvirker økosystemerne.

Økosystemer er under pres
Rapporten peger blandt andet på, at der sker forskydninger i arternes udbredelse, så nogle arktiske marine arter udbredes længere mod nord. Samtidig indvandrer mere sydlige arter til de arktiske egne.

- Specielt arter, der er knyttet til havisens økosystemer, er under pres, fordi havisen gradvist forsvinder. Disse arter vil forventeligt få endnu vanskeligere forhold i fremtiden, oplyser selvstyret.

Rapporten peger også på, at der ud over klimaforandringerne forekommer et stigende antal andre menneskeskabte forstyrrelser af naturen i Arktis.

Klimaændringer
Den videnskabelige rapport peger også på, at en forbedret eller mere målrettet overvågningsindsats vil hjælpe med at give svar på nogle af de ubesvarede spørgsmål om betydningen af ændrede levevilkår for vores marine arter og dermed økosystemer.

- For Naalakkersuisut er det af stor vigtighed at opbygge viden om, hvordan naturen forandres blandt andet som følge af effekterne fra klimaforandringerne og menneskelige aktiviteter. I den forbindelse er det arktiske samarbejde af stor vigtighed, da naturen ikke kender grænser, hvorfor en koordineret indsats blandt de berørte lande er nødvendig, lyder det fra selvstyret.

Læs: Bliv klogere på Nordvandet

Powered by Labrador CMS