Ny Nuuk-skole: Private får ansvaret i 30 år

Det kommunale selskab, Nuuk City Development, inviterer nu entreprenører til prækvalifikation af byggeri, drift og vedligeholdes af store og dyre skoleprojekt i Grønlands hovedstad.

Her skal den nye skole ligge. Mellem blokkene, Rådhuset og Hotel Hans Egede

Om nogle år åbner en helt ny skole i centrum af Nuuk med plads til 1.200 elever. Det bliver formentlig et privat driftsselskab, der får ansvaret for at holde bygningerne ved lige og drive skolen i hele 30 år, inden det offentlige overtager byggeriet.

Det kommunaltejede byudviklingsselskab Siorarsiorfik – Nuuk City Development A/S, NCD, inviterer nu virksomheder til prækvalifikation.

Opførelse, drift og vedligehold

- Vi vil se, hvilke entreprenører fra blandt andet Grønland og Danmark, der sammen med driftsselskaber er interesserede i opgaven. Den omfatter opførsel af den nye skole, samt drift og vedligeholdelse i 30 år, siger administrerende direktør Jens B. Frederiksen fra Kommuneqarfik Sermersooqs byudviklingsselskab.

Udbuddet af det store projekt sker i begyndelsen af marts næste år. Op til fem entreprenører kan blive prækvalificeret til at byde på opgaven.

Nuuk City Development kommer til at finansiere og eje skole-projektet, der ud over den store skole omfatter byggeri af en AKO-fritidsordning med plads til op mod 400 børn og en daginstitution med plads til 120 børn. Bygningerne lejer Kommuneqarfik Sermersooq af byudviklingselskabet.

Første gang i Grønland

Ifølge Jens B. Frederiksen er det første gang i Grønlands historie, at et offentligt byggeri bliver udbudt, så både anlæg, drift og vedligeholdelse er en samlet pakke.

I Danmark leverer private hvert år anlægsopgaver, varer og tjenesteydelser til det offentlige for knapt 300 milliarder kroner. Det er den slags projekter, der går under navnet Offentlig-Privat-Samarbejde, OPS. Flere skoler i Danmark drives efter OPS-modellen.

- Vores projekt er et OPS-lignende projekt, siger Jens B. Frederiksen.

Den nye skole skal ligge i området, hvor den gamle Blok P, lå. Direktøren siger, at byudviklingsselskabet har haft et godt og frugtbart samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooqs Forvaltning for Børn og Skoler, lærere, pædagoger samt bygherrerådgivere. Sammen har de lavet et såkaldt brugerprogram. Det danner grundlag for det videre arbejde.

Byggestart i 2019

Byggeriet af den nye skole og daginstitution regner han med begynder næste år.

Det ventes, at de fleste byggerier af Nuuk City Developments projekter bliver efter samme model som skoleprojektet. Løseligt anslået ventes investeringssummen at løbe op i en håndfuld milliarder kroner, før hovedstadens planer er realiseret.

Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Indsats mod oversvømmelser i Nuuk
Efter de store mængder regn, der faldt over Nuuk i går, har personalet ved Materiealegården haft en travl morgen med at håndtere oversvømmelser flere steder i byen. I midtbyen har der været...
Powered by Labrador CMS