råstoffer og åbenhed
Ny koalition kræver bedre borgerinddragelse
En stribe organisationer vil danne en ny koalition, der skal arbejde for bedre borgerinddragelse på råstofområdet. Arrangørerne håber på stor interesse ved stiftende møde
Transparency Greenland, ICC Greenland og WWF Verdensnaturfonden tager nu initiativ til at danne Grønlands første egentlige NGO-koalition.
Koalitionen vil arbejde for, at borgerinddragelsen og høringerne bliver bedre, når der skal tages stilling til råstofprojekter. Det er der nemlig brug for, mener initiativtagerne.
- Koalitionen har til formål at arbejde for en tidlig, informeret og rimelig inddragelse af befolkningen i de beslutninger, der træffes af vores folkevalgte i disse år. For beslutningerne har jo store konsekvenser for befolkningen, samfundet og miljøet i mange generationer frem, siger Steen Jeppson, projektleder hos ICC Greenland.
Stiftende møde 14. oktober i Nuuk
Koalitionen holder stiftende møde 14. oktober i Nuuk, og alle interesserede er velkomne i ICC’s kontor Nuuk klokken 16.30.
- Vores vision er, at koalitionen for bedre borgerinddragelse bliver et forum for debat og udvikling, hvor vi på sigt vil invitere til åbne debatmøder, afholde kurser og tage andre initiativer, der kan skabe en informeret inddragelse af befolkningen i beslutninger om udviklingen af ny industri i Grønland, siger Aaja Chemnitz Larsen fra Transparency Greenland i en pressemeddelelse.
Koalitionens snarlige dannelse kommer efter, at organisationerne i slutningen af august var med til at arrangere et seminar, hvor borgerinddragelse også var på dagsordnen.
Det møde endte ud i en stribe anbefalinger til bedre borgerinddragelse, som vil blive overdraget til selvstyret.
Ønsker dialog med selvstyret
- Foruden udveksling af viden og synspunkter og at være et konstruktivt forum er planen også at den nye koalition skal indgå i dialog med selvstyret om, hvordan man kan udvikle den bedst mulige borgerinddragelse. Det skulle gerne resultere i, at borgernes ret til inddragelse bliver lovfæstet, siger Anders Meilvang fra Transparency Greenland i en pressemeddelelse.
- Vores erfaring med NGO-koalitioner i andre lande viser, at der er meget at vinde. Det lægger yderligere vægt bag vores budskaber, når vi står sammen i flok, og derfor er denne nye koalition forhåbentlig et skridt mod bedre inddragelse af befolkningen, siger Mette Frost, grønlandsmedarbejder hos WWF Verdensnaturfonden.