foto

Ny jagt på motiver i Østgrønland

Han har gjort det før, og nu gør han det igen. Den 30-årige fotograf Chris Christophersen har en mission foran sig, en mission der skal være med til at præsentere Grønland på bedste vis igennem hans fotografier, som han selv beskriver som et ærligt og upoleret portræt af Grønland.

Chris Christophersen skal på fotojagt i Tasiilaq og Kulusuk, og motiverne skal indgå i den vandrende fotoudstilling: Grønlands ansigt.

Til august går turen atter til Grønland, hvilket bliver hans syvende besøg, og denne gang er det østkysten der skal udforskes.

Drøm bliver indfriet

Sommerens tur, der blandt andet skal føre ham til Kulusuk og Tasiilaq, har været en drøm, t han længe har haft, og med en snarlig fotoudstilling, som finder sted på Gentofte Rådhus i september måned, skal turen selvfølgelig indbringe ham en masse fine motiver, som der skal være en del af den vandrende fotoudstilling ‘Grønlands Ansigt’.

Fotoudstillingen ‘Grønlands Ansigt’ har som tidligere beskrevet været rundt omkring i Danmark, trukket tusindevis af mennesker og selv medlemmer af kongefamilien har vist interesse.

Det er ikke uden grund at det netop er september måned at fotoudstillingen vil være til skue på Gentofte Rådhus, dette sker nemlig i forbindelse med at Gentofte Kommune som vanligt, vil have skoleelever fra Tasiilaq på besøg. År efter år er Chris Christophersen som fotograf blandt andet at finde på Amalienborg Slot, når prinsesse Benedikte åbner dørene for de østgrønlandske børn, hvor hvert enkelte barn får æren af at trykke prinsessen i hånden.

- Jeg håber at jeg i forbindelse med sommerens besøg kan suge en masse til mig af unikke oplevelser, som skal være med til at videreudvikle mit fotoprojekt, udtaler fotografen i en pressemeddelelse.

Fernisering i september

Fotoudstillingen på Gentofte Rådhus som vil være den sidste fotoudstilling på nuværende tidspunkt vil ferniseres lørdag den 16. september klokken 13.00 - hvor blandt andre Gentoftes borgmester Hans Toft vil være blandt talerne ved arrangementet.

Powered by Labrador CMS