Ny direktør til Orbicon Grønland

Michael Mørch tiltræder den 15. juni som direktør for Orbicon Grønland. Ledelsen og rådgivningsteamet bliver dermed samlet i Nuuk

Michael Mørch bliver ny direktør i Orbicon Grønland. Foto: Orbicon Grønland

Michael Mørch bliver ny direktør i Orbicon Grønland. Ledelsen af Orbicon Grønland flyttes dermed fra København til Nuuk, og en af de første opgaver bliver at udvide kompetencerne og dermed bemandingen yderligere.

Orbicon Grønland er herefter en selvstændig virksomhed, som skal være bemandet til at løse egne opgaver, men med mulighed for at kunne trække på ressourcer eller specialkompetencer i Danmark blandt Orbicons 450 medarbejdere.

Orbicon Grønland skal vokse
- Michael har stor erfaring med at drive rådgivningsvirksomhed i Grønland, og med ham i spidsen for Orbicon Grønland bliver vi en markant spiller på det meget spændende grønlandske rådgivningsmarked. Vi ansætter en direktør, fordi Orbicon Grønland skal blive en virksomhed, der for alvor bidrager til vækst og lokale vidensarbejdspladser i Grønland, siger Jesper Nybo Andersen, der er bestyrelsesformand.

Michael Mørch kommer fra en stilling som partner i rådgivningsvirksomheden S & M Ingeniørit Siunnersuisartut ApS, hvor han har arbejdet med bygherrerådgivning, byggestyring, anlægsprojekter og opgørelse af forsikringsskader.

Powered by Labrador CMS