Ny bestyrelse i Sermitsiaq.AG

Ulla Lynge bliver medlem af bestyrelsen. Jens Bruun bliver ny formand efter Jørgen Ejbøl

Ulla Lynge indtræder i bestyrelsen for mediehuset Sermitsiaq.AG. Det sker ved generalforsamlingen i februar 2019.

54-årige Ulla Lynge er uddannet cand.scient.adm. på Ilisimatusarfik og har en MBA fra Henley Business School i London. Hun har bestridt en række vigtige topjob og tillidsposter i Grønland gennem årene. Hun er i dag medlem af blandt andet bestyrelsen for Nuuk City Development og næstformand i Grønlands Økonomiske Råd. Hun har tidligere været direktør for Sermersooq Business Council og tiltræder til august som sekretariatschef i CSR Greenland.

På generalforsamlingen fratræder Jørgen Ejbøl som formand for mediehusets bestyrelse. Det sker på grund af aldersgrænsen på 70 år.

Ny bestyrelsesformand bliver 65-årige Jens Bruun, der kom ind i bestyrelsen i 2017. En erfaren mediemand med godt 25 år på Jyllands-Posten og 10 år i direktionen i JP/Politikens Hus, herunder flere år som koncerndirektør.

Derudover består bestyrelsen af Klaus Nygaard, direktør i Naturinstituttet samt medarbejderrepræsentant Jette Andersen.

Powered by Labrador CMS