rubiner

Ny aftale på plads for rubinminen

Tillæg til IBA-aftale blev skrevet under i dag

Fra venstre: vicedirektør Jens B. Frederiksen fra LNS Greenland Gems, naalakkersuisoq for erhverv og arbejdsmarked, Vittus Qujaukitsoq og borgmester Asii Chemnitz Narup, Kommuneqarfik Sermersooq

Endnu en formalitet er kommet på plads i forbindelse med, at selskabet LNS Greenland Gems vil drive rubinminen i Aappaluttoq ved Qeqertarsuatsiaat videre efter konkursen tidligere i år.

Læs: Rubinminen ved Appaluttoq er reddet: - En glædens dag

Et tillæg til den såkaldte IBA-aftale blev torsdag skrevet under mellem mineselskabet, Naalakkersuisut samt Kommuneqarfik Sermersooq.

Fordele
En Impact and Benefit Agreement beskriver, hvordan et lokalområde skal få flest mulige fordele og opleve færrest mulige negative konsekvenser i forbindelse med større erhvervsprojekter som for eksempel et mineprojekt.

Læs: Første grønlandske rubiner kan lande under juletræet

Detaljeret aftale
Aftalen, som fortsætter uændret i sin form, er meget detaljeret og indeholder blandt andet følgende punkter:

  • Efter et års drift skal 80 procent af de ansatte i minen være lokale.
  • Der er krav om uddannelse til de ansatte.
  • Der er krav om, at mineselskabet skal ansætte lærlinge, og der i tilgift sat tal på, hvor mange, der skal ansættes.
  • Minearbejderne skal have mulighed for kulturelle aktiviteter under deres tre uger lange vagter i minen.
  • Minearbejderne skal have sikkerhed for, at de kan få måltider tilberedt med grønlandske råvarer.
  • Der er afsat en pulje til aktiviteter for de ansatte.

Hurtig drift
LNS Greenland Gems håber, at minen kommer i drift så hurtigt som muligt uden, at det sker på bekostning af den lokale forankring som projektet allerede har. I anlægsfasen har mineprojektet betydet lokale arbejdspladser og givet omsætning til lokale underleverandører.

Powered by Labrador CMS