Nuuk

Nuuk TV søger løsninger efter sort skæm

Sammenbrud i forhandlinger, som lokal-tv stationen ikke er herrer over, har betydet sort skærm på en række kanaler

Der har været sort skærm på Discovery-kanalerne siden den 1. februar

Medlemmer af Nuuk TV, der ynder at se for eksempel Discovery Channel, Eurosport og Kanal 4, 5 og 6, har siden den 1. februar været ramt af sort skærm.

Årsagen er et sammenbrud den 1. februar i forhandlingerne mellem Canal Digital, hvor Nuuk TV er kunde, og den amerikanske medieconcern Discovery Networks.

Stadig uenighed
Parterne har endnu ikke kunnet blive enige om en ny aftale, så Canal Digital fortsat har ret til at distribuere Discovery-kanalerne i hele norden.

Ærgrer sig
Lokal TV-stationens direktør, Bjørn Holm, ærgrer sig over situationen.

- Vi har fået flere reaktioner fra vores medlemmer, men heldigvis er der ikke nogen, der har meldt sig ud, forklarer Bjørn Holm, der fremhæver, at Nuuk TV ikke har indflydelse på den aktuelle situation.

Kompensation
Han tilføjer, at de berørte medlemmer vil få økonomisk kompensation for de kanaler, som medlemmerne ikke kan se. Men direktøren ønsker af konkurrencehensyn ikke at nævne, hvor stor den omkostning vil blive.

Derudover er det et åbent spørgsmål, hvornår Canal Digital og Discovery Networks bliver enige om en ny aftale, så blandt andre Nuuk TV’s medlemmer kan få glæde af de op imod 12 Discovery-kanaler, som er til rådighed – alt efter hvilken TV-pakke, man har købt.

- Vi får en daglig meddelelse fra Canal Digital om situationen. Men lige nu ved vi ikke mere, end at forhandlingerne stadigvæk er i gang, siger direktøren.

Finde nye kanaler
Men kommer der ikke en løsning inden for en overskuelig fremtid, må Nuuk TV gå nye veje.

- I så fald må vi finde andre kanaler som erstatning til vores medlemmer. Vi er nødt til at handle for at minimere vores tab, hvis parterne ikke hurtigt når til enighed, understreger Bjørn Holm.

Læs: Nuuk TV udvider til provinsen

Powered by Labrador CMS