Organisationsændringer

Nuuk TV fyrer tre medarbejdere

Markant faldende medlemstal hos Nuuk TV gennem det seneste par måneder har fået konsekvenser for medarbejderstaben. Tre medarbejdere har fået en fyreseddel

Nuuk TV kom ud af 2012 med et underskud på 1,7 millioner kroner. En ændring af priserne tv-pakkerne i år har betydet, at stationen har mistet godt 400 medlemmer i løbet af ganske få måneder.
Offentliggjort

- Økonomisk er vi nødt til at tilpasse vores udgifter i forhold til de indtægter, vi har. Og da vi gennem det seneste par måneder har oplevet et markant fald blandt antallet af vores medlemmer, har vi været nødt til at drage en konsekvens heraf. Rent konkret betyder det, at vi må sige farvel til tre medarbejdere ud af stationens 17 ansatte.

Det fortæller daglig leder af Nuuk TV, Bjørn Holm, der beklager situationen.

- Men vi har haft et medlemsfald på godt 10 procent - og er nu på omkring 3600 medlemmer, siger Bjørn Holm, der mener, at det primært skyldes Teles indførelse af flatrate.

Læs også: Tidligere Nuuk TV-medlem: Det blev for dyrt

- Det giver brugerne mange flere muligheder, vi har en ide om, at faldet primært skyldes flatrate og dets muligheder.

- Hvad med de prisstigninger, der har været på de forskellige tv-pakker, som folk har været imod. Er det ikke her, man skal se efter årsagerne til medlemsflugten?

- Prisændringerne kan have en vis virkning. Og vi skal have igangsat en del initiativer. Der vil komme til at ske noget, siger Bjørn Holm.

Han fortæller til Sermitsiaq.AG, at fyringerne har ramt en tekniker, en administrativ personale samt en journalist alle med udgangen af oktober i år. De har hver især fået muligheden for at blive fritstillet.

Powered by Labrador CMS