Nuuk skal også have et lokalmuseum
Formanden for Nuuk Lokalhistoriske Forening, Orla Dalager, ser det gamle sygehus i Kolonihavnen som en spændende museumsbygning
Nuuk har en lang og begivenhedsrig historie, som for alvor tog fart med Hans Egedes husbyggeri i sommeren 1728.
I modsætning til alle byer og flere bygder på kysten har landets hoverstad ikke sit eget lokalmuseum, og byens historie ligger for en stor del gemt på magasiner i Grønlands Nationalmuseum & Arkiv.
Nuuk Lokalhistoriske Forening vil trække byens historie frem i lyset, og et lokalhistoriske museum indrettet i det gamle sygehus i Kolonihavnen står øverst på foreningens liste over arbejdsopgaver.
Spændende historie
– Hvorfor skal der være et lokalmuseum i Nuuk?
– Nuuk har et nationalmuseum, et kunstmuseum og en mindestue for præsten og kunstneren Niels Lynge, men det dækker på ingen måde behovet for et lokalhistorisk museum, siger formanden for Nuuk Lokalhistoriske Forening, Orla Dalager.
– Nuuk har i årtier gennemgået en rivende udvikling, og i mange år har byggekraner været byens vartegn – for 30 år siden kom Nuussuaq og nu har vi taget hul på Qinngorput. Det er vigtigere end nogensinde at bevare vore rødder, så vi ikke bliver blæst omkuld af udviklingen.
En væsentlig brik til byens historie er netop udviklingen efter 2. verdenskrig, og det haster med at indsamle beretninger fra den generation af håndværkere, som byggede det moderne Nuuk på godt og ondt.
– Hvad skal et lokalmuseum rumme?
– Hele hovedetagen på sygehuset kan indrettes med permanente og skiftende udstillinger om forskellige emner fra og omkring Nuuk/Godthåb, fortæller Orla Dalager.
– Kælderen kan indrettes med et lokalhistorisk arkiv og undervisningslokale. Elever og studerende på byens skoler og uddannelsesinstitutioner kan bruge stedet som undervisningslokale, og historisk interesserede kan engagere sig i de historiske emner, som vi agter at tilbyde.
– Vi forestiller os et "radiorum" til aflytning af bånd med fortællinger om Nuuk, et "tv-rum" med gamle optagelser fra byen, maleri- og fotoudstilling om Nuuk, en "læsestue" med tidsskrifter og bøger om byen og en stue med historiske dokumenter i glasmontre, for eksempel dokumentet om borger nummer 10.000 i den gamle kommune Nuuk. På computeren kan et stamtræsprogram fortælle om gamle "nuummiut"-slægter som Holm, Heilmann, Lynge og Egede.
– Selvfølgelig skal vi også have udstillingsrum med gamle genstande fra byen og omegn, og vi er gået i gang med at finde tidsskrifter, billeder og andre genstande til det lokalhistoriske museum. På et registrerings-, konserverings- og reparationsværksted vil den ældre generation kunne hjælpe os som frivilligt arbejde.
Et samfunds velstand
Nuuk Lokalhistoriske Forening blev stiftet 24. november 2011, og foreningen tæller i dag 170 medlemmer. Bestyrelsen og historisk interesserede mødes i dag torsdag.
Grønlands Selvstyre ejer det gamle sygehus, og den lokalhistoriske forening har sendt sine planer sammen med en ansøgning om at overtage bygningen til formanden for naalakkersuisut Kuupik Kleist, som har sendt dem videre til naalakkersuisuts medlem for kultur Mimi Karlsen.
Lokalmuseer er et kommunalt ansvarsområde, og Orla Dalager har da også orienteret borgmester Asii Chemnitz Narup og Kommuneqarfik Sermersooq om foreningens visioner.
Overskriften på den lokalhistoriske forenings museumsplaner lyder:
– Et samfunds velstand kan måles på den måde, som det forvalter sin kulturarv på.