Nuuk

Nuuk-havneprojekt risikerer at blive forsinket

Entreprenør venter på nye tilladelser for at kunne gennemføre undervandssprængninger

Illustration af havneprojektet

Entreprenørvirksomheden Per Aarsleff og projektselskabet Sikuki Nuuk Harbour tripper i øjeblikket for at komme videre med anlæggelsen af en ny atlanthavn på Admiralitetsøerne i Nuuk.

Ventetid
Deltagerne i havneprojektet har ifølge Sikuki Nuuk Harbour foreløbig ventet i to måneder på at få en tilladelse på plads i Departementet for Natur og Miljø, så man kan gennemføre en serie nye undervandssprængninger i forbindelse med anlægsarbejdet.

Læs: Ny havn i Nuuk tager form

Sprængninger
- Vi er nødt til at sprænge noget mere fjeld end forventet for at kunne opnå en tilstrækkelig vanddybde, så større skibe kan lægge til kaj. Vi havde ventet, at tilladelserne ville være på plads i slutningen af august eller i begyndelsen af september. Men det er endnu ikke sket, forklarer direktør Pall Hermannsson fra Sikuki Nuuk Harbour.

- Som tingene ser ud nu, bliver tidsplanen ikke påvirket, men snart løber vi ind i tidsproblemer på grund af vinteren, påpeger han.

Redegørelse
Det er blandt andet en række forhold i den såkaldte VVM-redegørelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet) om projektet, der mangler at blive afklaret, oplyser direktøren.

Læs: VVM for en ny havn i Nuuk godkendt

300 meter kaj
Projektet omfatter en ny containerterminal med et 300 meter kajanlæg med containerplads, kontorer, pakhus og værksted.

Konstitueret departementschef Mette Skarregaard Pedersen fra Departementet for Natur og Miljø oplyser, at myndigheden er i gang med at behandle sagen. Og hun venter, at der kommer en afklaring inden for cirka en uge.

Se grafik: Sådan skal den nye havn i Nuuk se ud

Powered by Labrador CMS