håndsrækning

Nuuk får pengesæk til kultur, undervisning og sport

Vestnordisk Hovedstadsfond er klar med penge til den grønlandske hovedstad

200.000 kroner.

Så mange penge er nu på vej over Atlanten.

Således har Vestnordisk Hovedstadsfond netop uddelt 200.000 kroner til kulturelle formål i Nuuk. Det skete på fondens årlige møde, der mandag fandt sted i Reykjavik, hvor der blev uddelt midler inden for kultur, undervisning og sport.

Kommuneqarfik Sermersooq var på mødet repræsenteret ved borgmester Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit, Malene Lynge, Inuit Ataqatigiit, og Siumuts Martha Abelsen, som deltog som suppleant for Per Berthelsen.

Næste møde i Nuuk
I forbindelse med fondsmøderne er der hvert år arrangeret et temamøde for økonomiudvalgene i de tre byer. I år var der sat fokus på turismen og særligt udviklingen inden for turismen i Reykjavik, herunder kulturens indflydelse på turismens stigende økonomiske betydning for byen og landet.

Vestnordisk Hovedstadsfond uddeler årligt 300.000 kroner, og mødet går på skift mellem landene. Næste år finder mødet sted i Nuuk.

Powered by Labrador CMS