arbejdsulykke
Nuuk Byg: Sådan skete kranulykken
Kranen, der væltede ned over et hus i Nuuk tirsdag, bliver fjernet onsdag
Betonballast på foden af en kran var blevet fjernet ved en fejltagelse. Derfor væltede kranen over et hus på Innannguaq i Nuuk tirsdag eftermiddag.
Det forklarer fungerende formand hos Nuuk Byg ApS, Lauritz Jensen, der er ansvarlig for den kran, der væltede.
Se billeder: Kran væltet ned over hus
Der skete heldigvis ingen personskade, da kranen væltede og beskadigede taget på det hus, som Nuuk Byg er i færd med at renovere.
Der skal være betonballast på alle fire fødder på kranen, men der manglede betonballast på to af fødderne.
Fjerner kran
- Betonballasten var ved en fejltagelse blevet fjernet, forklarer Lauritz Jensen til Sermitsiaq.AG.
Huset, det gik ud over, er ved at få lavet en tilbygning, og kranen væltede over den ældre del af huset.
- Taget i den ældre del af huset skulle skiftes ud i forvejen, så taget i hele huset bliver ensartet. Men et tagspær, som ikke skulle skiftes ud, er flækket og skal skiftes ud med nyt, siger Lauritz Jensen.
Nuuk Byg Aps fjerner kranen onsdag og erstatter den med en mobilkran.