Herreløst skrot?

Nuuk-biler, efterladte både og containere uden arealtildeling skrottes

Det flyder ifølge Kommuneqarfik Sermersooq med skrot af den store slags i Nuuk; biler, både og containere. Fjern det, ellers bliver det fjernet af kommunen, lyder advarslen

På kortet kan du hurtigt se, om du har glemt din bil et sted i byen, eller mangler en arealansøgning til din container.

Kommuneqarfik Sermersooqs Forvaltning for Anlæg og Miljø er begyndt at registrere biler, både og andre større genstande, der er efterladt rundt omkring i hovedstadens gader uden arealtildeling.

Hvis ejerne ikke dukker op, vil det blive bortskaffet om tre måneder, lyder advarslen fra kommunen.

Læs også: Nødhavn skal ryddes, gør plads til boliger

Kommunen har netop offentliggjort et kort lavet af Asiaq på sin hjemmeside, hvor man hurtigt kan få et overblik over de genstande, der inden længe vil blive skrottet, med mindre der melder sig en ejermand eller -dame.

Herreløst skrot, kalder Kommuneqarfik Sermersooq efterladenskaberne.

36 herreløse biler søger ejer
Det drejer sig i øjeblikket om blandt andet 36 føreløse biler, 11 landfaste både og 24 uåbnede containere.

På kortet kan man se, at der blandt andet fremlyses en mørk Toyota Corolla, som er blevet efterladt af sin ejer i Qinngorput. I Myggedalen, for enden af Innannguaq, står en ladvogn og putter sig, mens der op ad et hus ved Fjeldvej befinder sig en container, som kommunen gerne vil have en ansøgning om arealtildeling fra.

Af andre genstande kan man eksempelvis se en båd placeret bag et hus på Noorlemut, flere steder med stakkevis af paller og også en sølvgrå Jeep, der ikke har været ude at køre længe.

Sælges på auktion
Hvis ikke ejerne dukker op og enten søger arealtildeling til deres genstande eller får dem fjernet, forbeholder Kommuneqarfik Sermersooq sig retten til at sælge eller holde auktion over genstandende for at få dækket omkostningerne til håndtering og bortskaffelse.

Powered by Labrador CMS