besøg fra vest

Nunavuts premierminister klar til øget samarbejde

Med premierminister Peter Taptuna i spidsen landede en lille, men magtfuld delegation fra Nunavut mandag i Nuuk

Fra venstre: Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Nunavuts uddannelsesminister Paul Quassa, Joanne Taptuna og Nunavuts premierminister Peter Taptuna. Joanne Taptuna er premierministerens hustru
Offentliggjort

Ved 17-tiden mandag landede Nunavuts premierminister Peter Taptuna sammen med sin hustru Joanne Taptuna og uddannelsesminister Paul Quassa i Nuuk.

Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut modtog delegationen.

Delegationen fra vores nabo mod vest skal være i Nuuk til fredag. Under besøget skal premierminister Peter Taptuna blandt andet mødes med formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Finn Karlsen og Royal Greenland.

Formål og emner
Formålet med besøget er at styrke det allerede eksisterende samarbejde mellem Nunavut og Grønland. Samarbejdet blev etableret ved underskrivelse af Erklæringen vedrørende Samarbejde i år 2000.

De emner, der skal diskuteres er blandt andet økonomisk og ressourcemæssig udvikling, samarbejde om fiskeri og fangst herunder EU’s forbud mod import af sælprodukter samt styrkelse af samarbejdet om uddannelse inden for råstofområdet.

Underskriver en fælles erklæring
Premierminister Peter Taptuna og formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond vil onsdag underskrive en fælles erklæring.

Uddannelsesminister Paul Quassa skal blandt andet holde møde hos Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling og besøge Ilimmarfik. Uddannelsesministeren tager desuden til Sisimiut for at besøge Råstofskolen og Knud Rasmussenip Højskolia.

Powered by Labrador CMS