NunaMinerals går efter guldet
Canadier ny bestyrelsesformand for det grønlandske mineralefterforskningsselskab
Tirsdag den 5. juni indleder det grønlandske mineralefterforskningsselskab NunaMinerals A/S årets guldjagt i Sydgrønland, og i løbet af feltsæsonen bevæger selskabets geologer sig op langs vestkysten for til slut at ende i Inglefield Land i det nordvestligste Grønland.
På generalforsamlingen tirsdag eftermiddag i Nuuk fik selskabet grønt lys til en efterforskningssæson, som vil koste 18 millioner kroner. Fire kerneprojekter står på geologernes arbejdsliste: Guld i Vagar i Sydgrønland i juni, guld på Storøen og i Qussuq i Godthåbsfjorden i begyndelsen af juli, og basismetaller som kobber, nikkel, zink, sølv og guld i Inglefield Land nord for Qaanaaq i slutningen af juli.
I guldjagten i Vagar hyrer NunaMinerals en borerig til at gennemføre et omfattende boreprogram, som også skal indhente sidste års aflysning på grund af den megen sne i Sydgrønland. I Godthåbsfjorden og i Inglefield Land gennemfører selskabets geologer en række overfladeundersøgelser.
På udenlandsk børs
NunaMienrals er ejet af tre store aktionærer Grønlands Selvstyre (30,6 procent), Professionel Forening Ld Hf (16,8 procent) og Nykredit Bank (9,7 procent) samt 2.241 småaktionærer.
Tirsdag eftermiddag sluttede selskabets aktier på børsen i København i kurs 170 med en omsætningen var kun på 680 kroner – med andre ord blev der i dag handlet fire aktier i selskabet. I 2011 blev der i alt handlet aktier for 20 millioner kroner.
NunaMinerals ønsker at være en langt mere handlet aktie, og derfor søger selskabet i løbet af efteråret optagelse på en international børs – måske London eller Toronto, hvor mange andre mineralselskaber er noteret. Det sker i erkendelse af, at rigsfællesskabet er for lille et område med for ringe et kendskab til de særlige forhold indenfor mineralefterforskning.
Bestyrelsen gjorde sig allerede på generalforsamlingen i dag klar til en yderligere internationalisering. Formanden siden 2007, den tidligere Tele-direktør Anthon Christoffersen trådte et skridt tilbage og fortsætter som næstformand.
Som ny formand blev canadieren Birks Bovaird valg. Han er formand for bestyrelsen i Energy Fuels Inc., et selskab der efterforsker uran og driver en mine i Colorado i USA, og han er bestyrelsesmedlem i Noble Minerals Exploration, som i lighed med Energy Fuels Inc. er noteret på børsen i Toronto.
Foruden formanden Birks Bovaird og næstformanden Anthon Christoffersen består bestyrelsen af Hans Kristian Olsen, Henning Skovlund Pedersen og Edward Slowey.