karriere
Nukissiorfiit får ny administrationsdirektør
Den nye chef tiltræder den 1. december
Energiforsyningsselskabet Nukissiorfiit har ansat Henning Uldal som ny administrationsdirektør.
Den nye direktør er 62 år og har en kommerciel baggrund fra handel og HR og kommer fra en stilling som direktør i en statslig virksomhed, oplyser Nukissiorfiit.
Udvikle
- I Nukissiorfiit har vi i besættelsen af jobbet som administrationsdirektør lagt vægt på at finde en kandidat, som kan bidrage til at videreudvikle Nukissiorfiit som en kommerciel og servicemindet virksomhed, oplyser energidirektør Michael Pedersen i en pressemeddelelse.
Positive resultater
- De seneste fem år har Henning med meget positive resultater ledet udviklingen af en offentlig produktionsvirksomhed til en forretningsorienteret servicevirksomhed. Vi ser frem til at nyttiggøre Hennings stærke kompetencer inden for strategisk ledelse og hans passion for kundeorientering samt rigtige og forståelige tal til tiden til understøttelse af udviklingen af Nukissiorfiit, tilføjer energidirektøren.
Henning Uldal tiltræder stillingen hos Nukissiorfiit den 1. december.