CV-fusk

Norsk frustration over Binzers CV-fusk

Michael Binzers fifleri er en del af en udvikling, som der ses meget alvorligt på hos en af hans tidligere uddannelsesinstitutioner. Den vil gøre CV-fusk strafbart

Michael Binzer
Offentliggjort

- Jeg er ikke blevet færdig med et par af de uddannelser, som jeg er startet på - og har reelt 'kun' et trænerstudie fra Norges Idrætshøjskole.

Sådan skrev Michael Binzer tidligere på ugen på sin hjemmeside, da han offentligt erkendte at have pyntet på sit CV. Efterfølgende har han i flere omgange undskyldt det, som han har kaldt for en 'megabommert'.

Et af de steder, Binzer tidligere har studeret uden at opnå en eksamen, er Norges Idrettshøgskole (NIH). Hos studiechefen Håkon Solberg er der ikke nogen opbakning at hente til den tidligere elitelangrendsløber.

- Det er desværre en praksis, som ser ud til at være i stigning. Dét at jobsøgere gør brug af titler, de ikke har. Derfor støtter NIH en gruppe nedsat af Universitets- og højskolerådet i Norge, som arbejder på at sanktionere brug af ikke-opnåede titler, fortæller studiechefen til Sermitsiaq.AG.

Læs: Michael Binzer: Jeg har lavet en megabommert

Læs: Svend Hardenberg: Vi har undersøgt en henvendelse

NIH har svært ved at gribe ind
Kravet om konsekvens kommer ifølge uddannelseschefen, da Norges Idrettshøgskole kan have svært ved at gribe ind over for misbrug af denne type.

- NIH har ikke umiddelbart nogen reaktionsmuligheder, hvis ikke den pågældende længere er tilknyttet NIH. Hvis vi opdager, at nogle gør brug af titler fra NIH, som de ikke opnået, tager vi kontakt til dem. I henvendelsen gør vi opmærksom på, at det er uacceptabelt at påberåbe sig uddannelser, som man ikke har opnået, forklarer Håkon Solberg.

Håkon Solberg oplyser samtidig, at Michael Binzer manglede cirka et halvt års studie for at kunne kalde sig bachelor. Det skyldtes, at han kun opnåede 141 studiepoint ud af de 180, som i alt skal opnås. Hertil kommer en forudsætning om, at NIH skal godkende den studerendes fagsammensætning.

Ingen kommentar
Michael Binzer var administrerende direktør for Air Greenland, inden han tiltrådte stillingen som administrerende direktør for Tele-Post den 1. april 2013. Den 10. september i år blev det offentliggjort, at Michael Binzer havde trukket sig fra stillingen.

Michael Binzer ønsker ikke at udtale sig til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS