solformørkelse

Norge beder impuls-turister holde sig fra Svalbard

Der er måske solformørkelse, men her er koldt, hotellerne er fulde, og her er isbjørne. Bliv væk fra Svalbard

Myndighederne på Svalbard i det nordvestlige Norge forsøger at overbevise sidste-øjebliks-turister om, at de ikke skal begive sig til en arktiske ø i denne uge, selv om der kommer solformørkelse.

For hotellerne melder udsolgt, det er bidende koldt i marts, og der lusker isbjørne rundt.

Christin Kristoffersen er borgmester i Svalbards hovedby, Longyearbyen, og hun siger, at der ventes 1500 gæster til Svalbard for at se solformørkelsen.

I forvejen bor der 2500 mennesker på øen, og med 3000 mennesker har Svalbard nået maksimum for, hvad øen kan rumme, hvis sikkerheden skal opretholdes.

Guide: Sådan ser du fredagens solformørkelse i Grønland

Læs: Fans invaderer Færøerne til formørket sol

- Sikkerheden kommer først, selv under en solformørkelse, siger hun.

- Vi må passe på folk. Det er frygtelig koldt i marts, og vi har også problemet med isbjørne, tilføjer borgmesteren.

I 2011 dræbte en isbjørn en britisk teenager på Svalbard, og det er det seneste offer på øen for et overfald fra en af de store bjørne.

Men i gennemsnit bliver tre isbjørne årligt dræbt på Svalbard af personer, der skyder dem i selvforsvar.

Total solformørkelse
Den totale solformørkelse, hvor månen blokerer for solen, og dens skygge rammer Jorden, vil ramme Atlanterhavet fredag den 20. marts.

Men de eneste landområder, hvor den fulde solformørkelse vil kunne ses, vil være netop Svalbard og også Færøerne.

Færøerne, der har omkring 50.000 indbyggere, venter omkring 8.000 gæster til naturens store show på himlen.

En delvis solformørkelse vil derimod kunne ses mange steder, nemlig i Grønland, Europa, Nordafrika og det nordlige Asien.

Hoteller på Svalbard og Færøerne har faktisk været fuldt booket i flere år, men Færøerne har dog stadig enkelte ledige pladser, herunder indkvartering i private hjem.

Grønland og solformørkelse
En total solformørkelse bliver det ikke til i Grønland på fredag. Den største formørkelse bliver at se i Ittoqqortoormiit, der vil opleve en 95,20 procent-solformørkelse, oplyser SAC Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

I Nuuk vil man, hvis vejret tillader det, kunne opleve en solformørkelse på cirka 90 procent. Det er derfor med at krydse fingrene og bede til vejrguderne for klart vejr.

Læs mere i guiden: Sådan ser du fredagens solformørkelse i Grønland

Powered by Labrador CMS