Nordisk Råd: Havmiljø på dagdordenen

Nordisk Råd mødes til temasession om havmiljøet på Island

Fennica, Finland, isbryder
Når nye sejlruter åbner, øger det behovet for beskyttelse af miljøet

Den svindende is øger behovet for at beskytte havmiljøet. Det er baggrunden for en to dages temasession i Nordisk Råd.

Når isen svinder åbner det for nye sejlruter og giver adgang til nye ressourcer. Men det øger også behovet for beskyttelse, mener Nordisk Råds præsident, Michael Tetzschner.

Sejlruter

Han påpeger, at alle de nordiske lande er kystnationer, og at havet er utroligt vigtigt for mange nordiske indbyggeres underhold. Han understreger vigtigheden af at have klare internationale regler på et tidspunkt, hvor skibstrafikken i de nordiske farvande er stigende.

– Vi kan se, at der etableres nye sejlruter til eksempelvis Asien. Det indebærer, at Norden i fremtiden kommer til at ligge tættere på de internationale handelsruter, og derfor skal vi sørge for, at udviklingen foregår under ordnede forhold. I den sammenhæng har kystnationerne et stort ansvar, men også store muligheder. Vi bør sørge for, at brugen af havressourcer bliver reguleret, at overfiskeri forhindres, og at udnyttelsen af mineralforekomster og andet, der kan findes på havbunden, reguleres, siger Michael Tetzschner.

Grønlandske politikere bliver hjemme

Nordisk Råds temasession i Akureyri foregår i går og i dag. På den første mødedag var der fortrinsvis afsat tid til, at partigrupperne kunne træde sammen, mens den egentlige session afholdes i dag.

Nordisk Råd afholder hvert år i april en temasession med fokus på et specifikt emne. Rådet er et parlamentarisk samarbejdsorgan og består af 87 medlemmer fra de fem nordiske lande samt Grønland, Færøerne og Åland.

I den omgang deltager dog ingen parlamentarikere fra Grønland på grund af valget, oplyser KNR.

Powered by Labrador CMS