se billeder
Nordatlantisk Hus i Odense er kommet flot fra start
Den imponerende bygning på haven i Odense er kommet godt igennem det første halve år
Det var festlige dage, da Nordatlantisk Hus åbnede 9. november sidste år. Forventningerne var store. Det var et hus på et idegrundlag, som Odense fra begyndelse af har taget rigtig godt imod. Beliggenheden på havnen er ideel. Der er kajakker, der stille glider forbi på vandet. Der er folk, der står og fisker, og er man rigtig heldig, kan man få en sæl at se.
I de første seks måneder har der været mange mennesker, som har fundet vej til Byens Ø, som øen, hvor huset ligger, hedder og oplevet lidt nordatlantisk stemning. Set på huset. Set på de mange spændende ting, der er kommet frem fra gemmerne. Set på de skiftende udstillinger og måske besøgt den meget roste og velbesøgte Restaurant Nordatlanten.
Et meget spændende og travlt halvt år
Direktør Kirsten Mærsk, som er direktør for både Nordatlantisk Hus og Det Grønlandske Hus, lægger i en samtale med Sermitsiaq.AG ikke skjul på, at det første halve år har været en meget spændende og ikke mindst en meget travl periode for alle i huset.
- Vi har fået meget bedre faciliteter med helt andre muligheder end dem, vi havde i det gamle hus på Hunderupvej. Vi har fået et tidssvarende kontor. Skiftet fra små kontorer til et stort kontorlandskab har selvfølgelig været lidt af en udfordring. De forskellige foreninger, som benytter huset har fået optimale forhold. Både de to grønlandske foreninger Umiaq og Avalak, den islandske forening og den færøske forening har taget huset til sig. Der er også mange, som lejer sig ind i mødelokalerne.
- Vi er selvfølgelig også meget tilfredse med de 25 meget moderne kollegieværelser, som Boligforeningen Kristiandal opførte. De 17 er beboet af studerende fra Grønland.
- Så selv om forventningerne var store, synes jeg, at vi indtil nu har fået dem alle opfyldt, siger direktør Kirsten Mærsk.
Den kommende tid
Nordatlantisk Hus og Odense kan se frem til mange spændende begivenheder i den kommende tid. Der er release koncert med singer-songwriter Simon Lynge den 20. maj. Simon Lynge er klar med sit nye album Absence of Fear.
Denne aften vil der blive mulighed for at nyde en grønlandsk buffét. Der er Havnekulturfestival i tre dage fra den 30.maj. Formand for Naalakkersuit Aleqa Hammond fra Siumut kommer 14. juni. I forbindelse med det besøg vil der blive arrangeret kaffemik. Dronning Margrethe og prins Henrik kommer den 19. juni. De er på det årlige sommerkrydstogt med kongeskibet.
Og så skal nationaldagen som sædvanlig fejres.
Mange bolde i luften
Man plejer jo at sige, at det kun er fantasien, der sætter grænserne. Odense har med Nordatlantisk Hus fået et kulturelt løft, som byen trængte til. Odense Havn, som er midt i en spændende omstillingsproces, har fået et samlingsmærke, som alle kan være tilfredse med. Odense Kommune og de lokale politikere har i det første halve år mange gang udtalt sig meget rosende om hele projektet. Blandt andet har Odense Kommune tildelt kommunens Arkitekturpris til Nordatlantisk Hus.
For at styrke organisationen har Nordatlantisk Hus lavet aftale med fem studentermedhjælpere, som kan træde til i forbindelse med de forskellige arrangementer. For eksempel hjælpe til ved koncerterne og undervise og også erhvervsklubben er godt i gang og arbejder på at skaffe to praktikpladser.
De nordatlantiske lande har så sandelig fået en meget synlig platform.
Se billeder under denne tekst