Kvanefjeldet har mere end antaget

Der er betydeligt mere "sjældne jordarters metaller" på Kvanefjeldet ved Narsaq end hidtil antaget

Der er 35 procent mere af de sjældne jordarters metaller på Kvanefjeldet. Analysearbejdet starter om kort tid og forventes klar i 2012. Foto: GME
Offentliggjort

Efter forundersøgelser og prøveboringer i nye efterforskningsområder på Kvanefjeldet anslås den samlede forekomst at være 35 procent større end hidtil antaget. Det vurderer det australske minekonsulentfirma SRK Consulting og bekræfter dermed, at Kvanefjeldet rummer en af verdens største forekomster af sjældne jordarters metaller. Det skriver Greenland Minerals and Energy A/S i en pressemeddelelse.

- De sjældne metaller suppleres med forekomster af uran, zink og andre grundstoffer. Avanceret teknologi gør det muligt at bryde den værdifulde malm uden risiko for mennesker, dyr, natur og miljø og samtidigt separere de enkelte metaller, skriver altså selskabet.

Konsulentvirksomhederne Grontmij/Carl Bro og Orbicon starter om kort tid et intensivt analysearbejde, som skal afdække konsekvenserne af kommerciel minedrift på Kvanefjeldet. Undersøgelsen vil omfatte spørgsmål som sundhed, sikkerhed, miljø, sociale forhold samt mineprojektets lønsomhed og vil blive afsluttet i 2012.

Powered by Labrador CMS